“Østergård”
På sydsiden af den østlige ende af Højbyvej ligger
“Østergård” , Højbyvej 45, matrikel 13 a.
Stenen er markeret HMS 1848 for Hans Mortensen og PHS 1876 for Peder Hansen.
1551 er året hvor der første gang findes omtale af “Østergård”, nemlig et mageskifte mellem Kronen og Dalum Kloster. Klosteret er stadig beliggende på Dalumvej over for Dalum Kirke, og også kendt som “Kristiansdal”.
i 1578 hed fæsteren Hans Ibsen.
1688 er “Østergård” ejet af landsdommer Jens Lassen til “Krumstrup”(Ryslinge), og overgår til “Hollufgård” i 1766, med fæsteren Knud Hansen i 1772. Samme Knud Hansen købte “Østergård” 24.dec. 1803 til selveje, som han overlod til sin søn Jørgen Knudsen. Jørgen Knudsen har af en eller anden grund ikke været tilfreds og foretager et mageskifte med Hans Mortensen fra Sanderum i 1828.
Peder Hansen – søn af Hans Mortensen – overtager “Østergård” i 1866. 1913 bygges et nyt stuehus og 1917 tilkøbes det gamle “Fattighus” fra Højby Kommune og 2006 frasælges jorden til “Nørrelund”.
“Østergård”s have er præget af den enorme blodbøg som i højde kan måle sig med kirketårnet på nabogrunden. Ejendommen ejes i dag af Thomas Lyholm, som driver el-installatørforretning fra adressen.
Luftfoto af “Østergård” set fra syd-vest.