Vognmand N. P. Nielsen (1911-1991) husker tilbage.
Uddrag fra N.P.´s erindringer:
I 1939 maa det have blevet klart for forsvaret, at noget kunne ske sydfra, for der blev pludselig kommanderet et kompagni infanterister til forlægning i Højby. Disse folk blev indkvarteret i gaarde og huse, som der var plads til. Vi havde en menig boende på Ullas værelse, han var fra Ærø, havde familie i Odense og på Lindvedgaard. De havde ikke ret til senge, skulle sove i halm i laderne, men da vi ingen lade havde, maatte vi lade ham Christiansen ligge i en seng. Jeg mener det var et cykelcompagni. De rejste igen i løbet af 2-3 mdr. tror jeg, da der tilsyneladende ikke skete noget særligt.
9. april 1940
Jeg havde i de sidste aar før 9. april kørt en del for Peder Jensen, portør ved banen, han havde solgt sin bil, og kunne nu bruge 1/2 tons Ford. Var der meget, der skulle køres, hjalp jeg gerne dermed.
Den 9/4 var der om morgenen en vognladning frø til brugsen, der skulle køres direkte ud til køberne. Det var bestilt frø gennem vinteren. Vi var startet tidligt om morgenen, det var klart vejr med solskin. Kl. ca. 6 kom de første ”sorte fugle” hen over Højby.
Og de blev ved med at komme og vi blev klar over at der var noget galt. Saa kom der over radioen forskelligt om besættelsen, om Kastellet i Kbh., Kongen og Garden på Amalienborg, kampe i Sdr. Jylland o.s.v. Man vidste næsten ikke hvad man skulle tro af det. Der gaar jo mange rygter. De fleste af dem var sande. Vi fortsatte vores arbejde og folk fortalte og spurgte i en uendelighed. Hele formiddagen fortsatte flyverne over landet, aldrig havde vi set saa mange maskiner, sorte og med hagekors. Over byerne blev der smidt flyveblade ned med opraab om at forholde sig roligt, saa vilde der ikke ske os noget. Det gjorde saa langt de fleste. Flaade og hær stod dog imod nogen timer, men da regeringen ogsaa bød dem indstille , var det hele overstaaet på nogen formiddagstimer. Min svigerfar, der var sønderjyde og havde været tysk soldat i tre aar, deltaget i hele første verdenskrig, skrev i sin dagbog for 9/4 1940. Tyskerne besat Danmark, og saa den vanlige vejrberetning. Det var nok de færreste, der tog det så let.
Restriktioner.
Der blev beordret mørklægning over hele landet, det vil sige, intet lys maatte kunne ses fra husene om natten, de fleste fik sorte rullegardiner, andre fik lavet trærammer med tykt gråt papir ell. Lign. Bilkørslen blev forbudt, og der var udgangsforbud efter kl. 21, ingen forsamlinger paa gaderne, højst 4 personer. Efterhaanden kom der rationeringsmærker til næsten alt, ogsaa benzin, da der igen maatte køres lidt.
Det blev dog ret hurtigt helt forbi for vort vedkommende, da vi havde andet levebrød, snedkeri og frugthandel. På det tidspunkt havde vi 4 vogne, og ingen af dem maatte køre. De blev klodset op, som vi sagde, saa de ikke stod på ringene, det ansaa man som bedst for at bevare dem til der kom andre tider. Det blev hurtigt aktuelt at faa anskaffet sig hest og vogn. Man købte ikke dagligvarer fra dag til dag, men købte store partier, skønt der var opfordring nok til ikke at gøre det. Det kaldtes at hamstre. Naar forretningen fik praj om at den og den vare ikke blev til at købe igen, tog de selv initiativ til at rationere lageret de havde, og saa var det kun faste kunder, der kunne faa, f.eks. tobaksvarer og snaps, som ikke var rationeret, men bare ikke til at faa. Butikkerne fik engang imellem en tildeling, og det lavede de saa deres egen fordeling af. Man kunne måske fa 5 cigarer eller lign. engang imellem, ligeledes ½ Aalborg, ellers var rationerne ret rigelige. Og mange på landet havde jo sikret sig til lang tid.
Lillebilkørsel.
Mellem 1934 og 1940 drev vi saa forretning med biler med og uden fører.
Alle biler blev ikke standset den 9/4 1940, man startede med privatkørsel, u. fører og vel sidst lillebiler, som vi fik mærker til. Enkelte fik lov til at køre det meste af besættelsen, naar de anskaffede sig gasgeneratorer, en slags kakkelovn, man fik monteret på bagagebærer eller på et trinbræt. Der blev fyret med brænde, koks eller tørv, brænde var bedst, det skulle ligge og ulme og lave gas, som saa kunde få bilen til at køre, det var ikke den store trækkraft. Der skulle tit fyres, og det tog let 15 minutter at få startet. Man måtte selv medbringe brændstof i sække.
Engang lejede vi en sådan bil til Frøslevlejren, hvor min broder Viggo var interneret og måtte få besøg af sin datter på 13 år, som da var hos os. På denne tur måtte vi levere brændet, ellers kunne vi ikke få nogen til at køre os. Vi havde noget gammelt tørt bøgetræ liggende på loftet, det fik jeg så ned og savet i 5 cm. Klodser, det blev gjort på vores båndsav. Han skulle have 6 sække brænde og 200 kr. for den tur.
Han hed Hans Knudsen og var fra Birkum. Det var en Chevrolet fra 1929 han kørte i, og han var en af dem, der var previlligeret til at køre, han havde ikke andet at leve af end bilkørsel, hvorimod vi havde andet erhverv ved siden af, så vi måtte ikke køre, og det var måske retfærdigt nok. Om natten måtte der ikke køres, og lygteglassene var malet blaa o.s.v. Turen gik godt nok, men der blev fyret nogen gange, og bakkerne ved Kolding kneb det med at klare. Hans Knudsen havde en søn, der hed Børge, han tjente en overgang på Bøgeskovgård, ham havde vi til at hjælpe os med at køre en tur af og til, men det var efter besættelsen.
Livet i 1940-1945. Rækkefølgen tør jeg ikke stå inde for.
Indførelsen af benzinrationering kom næsten samtidig med besættelsen. Folk nåede dog at få fyldt på tankene og tønderne, dunke o.s.v. Ret hurtigt blev det strammet, så der skulle mærker til, disse blev uddelt på politistationen i Odense, der skulle man dokumentere sit behov, og hvorfor man mente at man var berettiget. Vi havde jo forretning med varekørsel og lillebilen, så i starten var der ingen besvær. Der gik dog ikke længe før varebilen udgik, og lillebilen blev der også mindre til. Havde man kørsel for læge, jordemor eller dyrlæge, fik man dog stadig lidt, dette kneb det for os at dokumentere. Så kunne der søges om brug af andre drivmidler. Der kunne bruges solarolie, en slags dieselolie.
Petroleum var også brugbar, bare man startede på benzin, det kendte jeg fra Canada. De første Ford traktorer derovre blev startet på B. og gik så over til P. Vi brugte en del P. og blande i B., som vi endnu havde lidt af. Petroleum kunne nok fås til 40 p. l. og det var ikke rationeret, men blev hurtigt udsolgt mange steder. Så var der gas, det skulle der også søges om, der var begyndt at blive fundet naturgas i Frederikshavsområdet og det virkede godt, der var vel også flaskegas, men det hørte jeg ikke om, at det blev brugt. Det var ikke almindeligt med gas på landet. Så kunne der laves gas med en kakkelovn, der blev monteret på bilen. Det blev der også søgt om, denne gas blev kaldt Gengas. Der skulle fyres med koks, tørv eller brænde, som var bedst egnet, sådan en omforandring kostede en 3000 kr. og vejede mange kg. Ca 300, så det var en ekstra belastning for bil og dæk, og som tidligere beskrevet var en ret så besværlig kørsel. Det fik vi afslag på, da vi havde andet erhverv, – frugthandel og snedkeri. Derfor blev al kørsel for vort vedkommende indstillet og bilerne blev klodset op, det vil sige, at hjulene ikke måtte berøre gulvet, det var på små bukke eller klodser, måske mursten, det skulle hjælpe med at bevare dækkene. Der blev givet mange gode råd i de tider. Der kom jo mange benzinbesparende opfindelser, så som ekstra luft til kaburator o.l., små strålespidser, bilen gik ikke særlig godt med disse ting. 4 Ford- vogne havde vi, der fik hjulene klodset op, 2 små ”Prefekter” en B.4. og en varevogn 1932 model.
Ikke langt ind i 1940 blev bilkørsel forbudt for vort vedkommende.
Heste.
Det var lidt svært helt at holde op med at køre, så vi tænkte på heste, de var ikke forbudt. På dette tidspunkt havde vi Dagmar og Mathias Jørgensen boende som lejere i den vestre lejlighed. Mathias havde i tyverne været selvstændig vognmand med heste i Nr. Åby og havde en del kendskab til dette erhverv, noget videre arbejde havde han ikke og ville gerne hjælpe mig tilrette i den nye situation. Henne i Holmehave var der en mand der havde en Frederiksborghest til salg, havde vi set i avisen, den cyklede vi så ned og så på. Den var 6 år og havde gode ben, sagde M. så den købte vi for ca 1000 kr., den var vant til at gå for en vogn og kunne rides. Den skulle leveres med seletøj. Den fik vi i pension hos J. Nielsen, gården overfor os, så var det med at skaffe en vogn! Endnu i trediverne kom landsbyens bønder og andre endnu til smeden med deres problemer, når man havde udtænkt et eller andet, så hjalp smeden med at føre det ud i det praktiske liv. Sådan var det også i Højby hos smed Henningsen, der kunne mere end sko heste. Der var også begyndt at komme traktorer, først andelstraktorer, som der var en 6 gårde om, samt en mand til at køre uhyret, det var at begynde med mest til pløjning, det var en T. af John Deer. Ret hurtigt blev det den lille grå Ferguson, og landmændene begyndte med at spænde deres gl. vogne efter med jernringene. Det var ikke det helt ideelle. Så blev der købt undervogne af gl. Ford T. modeller, dem fik smeden lavet om til landbrugsvogne med gummi på hjulene, der gerne fik hjul af andet mærke. Kasserne af de gamle vogne blev brugt, så det var med skrå sider. De kørte lydløst og godt, og skar sig ikke ned i jorden på markveje og i markerne, det var et stort fremskridt med disse vogne. Det var dog kun enkelte der havde dem. Jeg fik lavet en sådan undervogn af en bagaksel og en foraksel af en Ford T. Så lavede Kr. Bihl en fladvognskasse og skagler og svingel og ligeledes lavede smeden beslag, en svingelkrog og håndbremse. Nu havde jeg den helt ideelle vogn til fragtkørsel, den var lav, let og lydløs, den blev beundret af mange. Landmænd kunne ikke bruge en sådan, da de mente til roekørsel og kornlæs var den ikke egnet. Jeg havde gode dæk og hjul at montere med. Jeg tog dem fra B. 4 – næsten nye dæk. 1500 kg. kunne en hest nemt trække. Vognen havde vel kostet en 3-400 kr. Så kunne vi igen køre varer for banen og andet, det blev også gartnervarer ud til ”Gasa” i Odense.
Der gik ikke længe, før vi måtte til at spare på hesten, bagbenene kunne ikke holde til at gå på vejen altid. Vi fik så en Nordbakker, en mere solid type den hed Tulle. Frederiksborghesten solgte jeg til godsejerinden på Hollufgård, en fru Jørgensen, tror jeg. Jeg fik 1300 kr. for den og kom ind på slottet, da jeg afleverede den, fik mine penge og et glas vin, den skulle bruges til ridehest. Nu kom den i fold og ikke meget at lave, jeg så den ofte, når min tur gik der forbi. Nu gik nogen måneder med ”Tis” og ”Tulle”, de to blev godt kendt her i Højby, Allerup og Birkum, da vi daglig kørte ud med pakker og stykgods fra st. Det blev snart nødvendigt med en hest mere og en vogn mere. Et tidligere skur, vi havde, der var bygget op mod den nordlige side af huset fra køkkenet til indkørslen. Porte var der i, da vi en overgang havde det som garage. Der fik vi så lavet staldplads til 3 heste, så havde vi dem hjemme. Kortskåret halm, ”hakkelse” lidt hø og havre, der var valset, samt til tider et tilskud af melasse, – et affald fra sukker og sirup fremstilling. Hestene blev striglet hver morgen og hovene jævnligt smurt med noget sort smørelse, så det så ud som om de havde nypudsede sko. Der blev også muget hver morgen, og der blev sammen med sidste foder om aftenen strøet under dyrene. Det sidste foder var kl. 9 om aftenen, første kl. 6 om morgen, sådan var rytmen. Lidt foder havde man gerne med i en mulepose, så i pausen bort fra hjemmet, kunne der gives et måltid.
En gammel jumbe fik vi også købt og fik monteret bilhjul på. Jumben var et personkøretøj på 2 store hjul og med hest for. Man sad godt i en firkantet kasse med runde hjørner! Der var indgang bagfra.
Alle bevægelser fra hesten overførtes til hele køretøjet, da skagler og kassen var i et stykke, men man vænnede sig til den transport. Lidt transport med fremmede folk havde vi, når nogen kom med tog, det var en 4-6 personers. Frigga, børnene og jeg kørte også turen til Veflinge en enkelt gang i køretøjet, det var ret lunt at sidde i denne kasse. En travhest var det bedste for et sådant køretøj. Vi havde fået en sådan sort traver. Den ville både bide og slå bagud, og så var den hård i munden, så at vi altid måtte køre den med stangbid. Det var en meget stærk og hurtig hest, som var os til megen nytte. Den kunne trave næsten hele turen til Veflinge og det med lange skridt, det var en Oldenborger. En nordbakke mere fik vi også, da Tulle var en meget stabil hest med stærke ben, rolig og venlig var den. Den nye norske var knap den type, og dens ben heller ikke så gode, vi måtte ret hurtigt af med den igen. Så fik vi en rød, der hed ”Prins”, den havde vi længe, men der var kunster i den. Den skulle helst gå 2-spænder, så var den lettere at styre. Pisk tålte den ikke, dette havde vi sagt til en, der lånte den engang. Det var Henry Gris, han handlede med pattegrise og andet kræ. Han havde vel solgt sin egen hest og lånte så ”Prins”. Jeg vil tro, han havde det som Lille Claus, og sagde ”Hyp, min heste” og slog knald med pisken. Det tålte Prins ikke, den for afsted med vogn og kusk, og grisekassen skiltes ad og grisene løb over det hele. Henry fik dog hold på hesten igen og fanget dyrene.
En anden gang jeg kørte rask ned ad landevejen på vej til Odense, ved Lindved, hvor man passerer åen, drejede hesten brat omkring, den ville ikke over broen. Jeg lod den tage hele omgangen rundt, og så gik det godt igen. For at passere jernbaneskinnerne her i gaden, var der aldrig besvær. Man så tit med fremmede heste og kreaturer, at de var meget betænkelige ved banen. Det var ikke altid så nemt, der kunne komme tog, eller en avis flyvende, en mærkelig kasse eller lign., man måtte altid være på vagt. Den sidste hest vi fik, var en gammel brun en. Den havde gået på tørvemosen her i Højby, var mager og udslidt. Det var Johannes Mortensen, Anna Mortensens mand, vi købte den af. Den var jo stille og rolig, og syntes den et læs var for stort eller tungt, blev den stående, den nægtede at gå, så nemt var det! Men så blev den spændt fra vognen, og vi gik en tur med den, fik den sat for igen, og så kørte vi gerne igen.
Kusk.
Mathias Jørgensen var blevet alene. Dagmar døde. Jeg kørte hende til kirkegården med Tulle og fladvognen. M.J. kunne nok klare sig alene og blev boende, han havde hestene som sine egne. Der var nogen meget kolde vintre i 40érne, så han gik mest ved siden af vognen, når han var på stationstur, så kunne han bedst holde varmen. Han tog nogen ”Kuskeslag” ind imellem, gik med træskostøvler. I 42-43 forlod han os og kom ind på Nr. Lyndelse alderdomshjem, som en af de yngste, ca. 60 år gl. Der fandt han sig godt tilrette, skønt der var mange utilfredse der.
Hans afløser i lejligheden i Højby var en tidligere fodermester sidst på Allerup Skovgård. Han hed Kristian Larsen og konen Kristine. Det var vel ikke hans mening at arbejde mere, ja måske grave lidt have for folk og lign. små job. Men resultatet blev, at kom til at køre for mig ind imellem. Forstand på heste, det havde han ikke, da køer altid havde været hans arbejde. Kristine var ”ung pige” hos os i 17 år, og var meget skattet for sin hjælp med pasning af børn og rengøring. Kristian kørte så længe vi havde heste til efter besættelsen.
Fast brændsel kunne ikke fås under besættelsen, fast brændsel var koks, kul og briketter. Dette affødte hurtigt en tørveproduktion.
Tørv.
Der var endnu folk, der let huskede første verdenskrig, da blev der også gravet tørv, og før den tid var det jo almindeligt hvert år. Enhver gård havde og har et stykke mose, hvor der kunne skæres de tørv, der var brug for og til gårdens folkehold, daglejere, fodermester, ligeledes for husmænd, der hjalp i høsten.
Her i Højby var der også moselodder. En del af disse var udtømt under første verdenskrig, men der var andre, hvor der var tørvejord nok til produktion. Det var i første omgang Rasmus Pårup, Rindebæk, der lagde jord til, den blev forpagtet af Johs. Mortensen og en ungkarl, der hed Kristian.
Tørv blev solgt pr. tusinde. Jeg husker ikke prisen, men de 22% var ikke til at brænde, kun til aske.
Jeg kørte mange læs tørv hjem fra mosen. Dem der særlig købte var husejere og villaejere, gårdene havde jo skov med god bøgebrænde, som der måtte tages af til eget brug! Ligeledes måtte der sælges gavntræ.
Brænde.
Det var Th. Andersen, der solgte os en 10 bøgetræer. Det hjalp os en tid. De blev savet ud i alenstykker, flækket og siden kom på loftet til tørring. På dette tidspunkt havde vi stadig båndsav, og kunne findele dette.
Stødbrænde.
Det var det, der kunne blive af rødderne af træer, der var fældet i skoven. Stød af bøg og eg var det bedste, der var en masse varme i disse stapper, men de var meget svære at få op. Der var nogen, der havde dynamit at sprænge dem med, så kunne det gå bedre. Den slags sagde vi nej til at save til kakkelovnsbrænde på båndsaven, det havde jo siddet i jord, og det kunne ikke undgås, at der var sten og grus gemt i disse stykker. Det var godt at fyre med, når det var lavet til. Det var arbejdsmænd og fattige, der fik lov til at tage disse stapper op i skoven. Ejerne ville ikke have dem. Vi fik også tildelt brænde fra brændselsnævnet, det var som regel 2 rm. pr. husstand, en rm. klov, 20 kr. og en knippel, 14 kr. eller 2 rm. fagot 17 kr. Det skulle vi selv hente i skoven, og det blev i mange tilfælde mig. Man kunne også træffe at få rationeringsmærker til at købe 5 hl. koks eller briketter. Der opstod noget man kaldte ”Sortbørs”. Der var nogen, der ikke kunne bruge deres mærker selv, så kunne de omsættes til ca. 5 kr. pr. hl., så hvis man ikke havde fast brændsel, måtte man betale den merpris. Disse mærker kunne købes i området ved Sortebrødretorv på kaffebarer o.l. Der var energiske folk, der kunne finde en lille dagløn ved at pille ikke helt udbrændt koks på lossepladserne, der blev jo kørt masser af aske derud. Bl. andet på den måde blev der koksmærker at sælge.
Olie.
Der fandtes spildolie fra bilernes tid, det kunne man ikke direkte fyre med, men der var folk, der i fuldt alvor lagde mursten i sådan en spand olie natten over, og så lagde de disse sten i fyret næste dag, det skulle være så godt. Vi prøvede også, men fik kun snavsede fingre af det. Aviser, bundet sammen, dyppet i olie var godt.
Brunkul.
Så kom brunkul, det var for os noget helt nyt, havde aldrig hørt om sådan en forekomst i Danmarks undergrund. Det var især under heden i Herning-området. De bedste tørv kom også fra Jylland. Omtalte brunkul brændte bedst når de fik ekstra luft. Altså som stokerfyr. Dette bevirkede, at mange gartnerier købte brunkul, og da de havde stokerfyr på deres, kunne de let fyre med disse kul, derved kunne der frigøres koks og rigtige kul, som de fik tildelt af brændselsnævnet. Vi havde forbindelse med en sådan gartner, og fik fra ham en stor lastbilfuld gl. koks, der var lidt store, men vi kunne nok bruge dem, der var over 100 hl. Det kneb med, at de kunne være i fyrkælderen. De blev læsset af oppe i gården, og så fik vi travlt med at få dem i kælderen og brændehus, som vi havde dengang. Det var forholdsvis billigt at fyre med brunkul, men det var næsten ikke til at bruge i private huse, da de lugtede meget, men brænde kunne de jo. Bruges i gasgeneratorer til at trække biler, nej. Der kunne bruges nøddekul og kokssmuld, gode tørv og ellers bøgebrænde 5 cm. længde og kløvet ud i små stykker. Det var den slags gavntræ, de 10 bøge blev brugt til bl.a. Brunkullene kom mest fra Søby mellem Brande og Herning. Fynsværket var en stor kunde, og hvem der havde en lastbil med anhænger eller en i sig selv stor bil, kunne få kontrakt på at hente kul i Søby til F.V. , det var en tons-pris af 15-18 kr. pr. ton, 20 ton a´ 18 kr. – 360 kr. pr. træk. 2 træk om dagen, og det blev også til penge, men det tog jo også på vognene. Vejene var i forfald, dels på grund af vinteren, dels af krigstransporter, og vejene var ikke lavet så godt dengang, alt ler var jo ikke fjernet i en meters dybde som nu. Derfor ”kogte” vejene op ved frost, og de blev meget hullede. Bakkerne ved Vejle var tit et problem for disse kulbiler, og mange kørte store omveje for at undgå disse. Det var især den ved Lerbæk Mølle lidt udenfor Vejle mod Herning. Man kunne nok drømme om køb af en lastvogn, og begynde at køre efter kul, dette med en 7-8hundrede kroner om dagen, syntes mange penge dengang, men det blev ikke til noget for os. Det blev ellers ved i mange år med den kørsel, måske til langt op i 50érne. Skærbækværket ved Kolding var det sidste, der holdt op med at fyre med brunkul. Kullene kunne være så våde, at vandet løb underud af sækkene, når vi af og til leverede nogen af disse fra Nr. Søby Mølle (Hempler), til små forbrugere. Der kunne let gå selvantændelse i disse kulbunker. Det brændte næsten altid i bunker ved de store elværker. 20 bilfulde brugte f.eks. Skærbækværket i døgnet. Kul var der nok af, det var bare et spørgsmål, hvor mange meter overjord, der skulle graves væk fra kullaget, som varierede noget i tykkelse, måske 2 m. eller 10 m. i snit. Der blev brugt store maskiner og transportører, og arbejderne ”Bisserne” boede året rundt i mandskabsvogne og hytter. Der blev drukket og spillet kort ”hassard”, det var små guldgraverbyer.
Søby brunkulslejr – nu som museum – udflugt med Højby Seniorforening 2. juni 2023. Poul Erik Rasmussens billeder.
Formbrændsel.
Nogen fandt på at presse tørvesmuld ud gennem et rør. Noget lignende som når man fylder dej i en kødhakkemaskine og laver vanilliekranse, eller måske som en bollesprøjte, bare i en dimension af 8 cm. i diameter, dette produkt blev kaldt formbrændsel. Eller mere bondsk ”Elefantlorte”. Det var egentlig helt nemt og godt at fyre med. Tørvsmuldet fik man ved at harve et stykke Højmose, lade det ligge og sole sig nogen dage, så kunne man køre det i lade og så lave det til formbrændsel. Sådan kunne man bleve ved at harve et lag af mosen.
Kvas.
Fra min tid som medhjælper på gårde, det var i 1924-25 huggede vi risprænde, det vil sige små korte stk., der kunne lægges på komfur og bruges til at tænde op med i kakkelovn o.s.v. Vi måtte også lave et hundrede risknipper elle mere til at fyre med under gruekedlen, disse ris var ca. 1 alen lange, der blev bundet enten halmbånd eller ståltråd om, den såkaldte tækketråd. Det var koldt arbejde om vinteren, men så fik man et knippe halm at stå i, og når man så også have en halmvisk i træskoene, kunne det nok gå. Materialet var mest pil, bøg og hasselgrene. Når man havde stynet piletræer, kunne husmænd og små håndværkere få alle disse grene for at hente dem, så havde de arbejde med at få dette lavet til brænde. Endnu da jeg rejste til Canada, var brænde af forskellig slags, hvad der brugtes på landet, også tørv, og undtagelsesvis lidt koks eller kulbriketter, kulstøv formet som æbleskiver. Gas til opvarmning eller komfur kendtes ikke, ej heller el-komfur. Da jeg kom hjem fra Canada i 1932 var det det samme, dog havde landsbyens smed fundet ud af at lave en kvashugger, som han lejede ud til 5 kr. pr. dag. En sådan hugger var i mange tilfælde en hakkelsesmaskine (- den lavede foder til heste – halmstykker skåret i små stykker på 5 cm. længde) ,der var lavet om. Disse hk.maskiner var udstyret med et stort tungt svinghjul, hvorpå der var monteret to store knive. Smede fandt ud af at sætte en større kniv på svinghjulet, udvide valserne, afskærme svinghjulet, montere det hele på en lille vogn, som så kunne trækkes med en hest, eller bindes bag en vogn, , på denne måde kunne maskinen, der var ret tung, transporteres fra ejendom til ejendom, når der skulle kvases. Det var ret tykke grene, der kunne gå i denne maskine, der lavede en larm uden lige, så smeden kunne som regel stå hjemme og høre hvor maskinen var at finde, ligeledes vide, hvem der skulle af med leje. Tjørnehække, som for øvrigt var god brænde, blev neutraliseret, så det var til at fyre med. Vi lånte dette frygtelige uhyre af og til, hvis vi havde noget hæk eller frugtbuske, såvel som affald fra frugttræerne. Hvis gårdspladsen var fuld af ris, så gjorde en time eller to det hurtigt af med det, og man havde en dejlig bunke kvas til fyring i komfuret. Der brugtes jo brændsel året rundt. Da gas og el-komfurer var sjældne på den tid. Det var Højby Maskinfabrik, der indførte gassen i dette område. Det var J. Hansen og Schärfe, og da de skiltes og fik hver sin forretning, blev gasdepotet, Kosan delt, det var vel engang sidst i 40, da kostede en fl. gas 11 kg. – 11 kr. leveret, nu er den snart lige ved 100 kr. for 11 kg., men mange er gået over til el, det er mere renligt, siges der.
Tyskere.
Den 9/4 1940 Morgen kl. 6 kom der nogen sorte flyvemaskiner med Hagekors, det var det første vi så til besættelsestropperne, de fløj og fløj mod Norge. I radioen hørte vi om deres indmarch i Danmark + rygter om kampe i Sdr. Jylland, ligeledes fik vi besked om at forholde os roligt, så ville der ikke ske os noget. Det tog vi så efterretteligt. I Ulfborg, hvor min broder og svigerinde boede som lærerpar, gik der kun småt 8 dage, så var hele skolen og pladsen hvor den lå omringet af et panserkpn. De var kammofleret i fyrretræshegnene om markedsplads og skolen. Da det var min svigerindes fødselsdag 23/4 var vi deroppe og så dem. Viggos lod som om de ikke så dem, men kunne dog ikke undgå at tale til dem om praktiske ting, da skolen jo lå midt på markedspladsen og den var helt befæstet. Her i Højby kom de først efter et år eller mere. Det var en Train komp. Med hestevogne, de blev indkvarteret på gårdene med deres heste og vogne. Soldater skulle ligge ved hestene i laderne, officerer fik værelser inde. Vi havde også en korporal boende på Ullas værelse. Jeg vil tro, at han satte sit spor deroppe. Der findes nemlig et blåmalet spejl deroppe, med hagekors skåret i alle 4 hjørner! Dette kan ses i dag, men om spejlet er glemt, eller det blev skåret af korporalen, ved jeg ikke, han generede ingen af os. Vi bød ham ikke mad eller kaffe. Det var jo sognefogeden, der sørgede for indkvarteringen, der blev betalt lidt for det. Folkene havde selv forage med til dyr og mandskab. Hø og korn til heste. Pølse og brød til mandskabet.
Der var ingen episoder soldater og indbyggere imellem. Min fader talte ikke med de fremmede, men han var vel også ved at være gl. 76 år. Han kunne ellers nok, men følte ingen trang til det. Der var indkvarteret officerer hos dyrlægen, og der kunne de nok snakke med dem, da dyrlægen havde været i Polen en overgang og der fået praktisk erfaring i tysk. De havde i forvejen ikke meget med byens folk at gøre, og de blev hurtigt udnævnt som tyskervenlige, da de jo kunne tale med dem og havde gilder sammen med dem. Det var lige ved at smitte af på naboens datter, som jo boede lige op ad dyrlægeboligen. Hun blev jo kaldt feltmadras, og fik vist også håret klippet af den 5/5-45. Dyrlægen blev dømt som Værnemager, ligesom nogen af familien og tjenestepigen.
Maksimaltøj og maksimalpriser.
Et sæt tøj kostede 100 kr. når det var maksimal. ( maksimal = tøj, lavet af celluld, der var lavet af det kemisk fremstillede cellulose) Det var noget temlig løst stof, nærmest noget Tweed, eller noget sækkelærred, der var kortet op. Far og mig fik hvert et sæt og det kunne nok bruges. Man må jo huske, at dengang gik folk i jakkesæt. Det skete også, at en skrædder vi kendte, Ingemann Rasmussen, fik tildelt en rulle rigtig stof, og så fik vi syet der til 300 kr. Der blev jo oprettet en eller et Varedirektorat, hvorfra de enkelte varegrupper blev fordelt ud over landet, så godt det lod sig gøre. Dette direktorat bestod længe efter besættelsen var ophørt. Det måtte søges om bildæk o.s.v. Mange gjorde rejsen til Kbh. for at se om de kunne få deres ansøgning igennem. Et generelt træk fra disse besøg, var et tomt kontor og skrivebord med en blok og en stak ansøgninger, samt en beklagende mand. Det var jo sådan, at havde man dæk, kunne man køre og disse dæk og slanger blev jo anvist, og til maksimalpriser.
Der kunne til tider købes dæk på den sorte børs, men det var til helt andre priser. Det var som regel dæk fra ”Jeeps” og andet militær køretøj. Det var ”værnemagere” der solgte dette. Det sidst skrevne var efter befrielsen 5/5-45.
