Af: Paul Georg Pedersen – Højby Nyt marts 2007
Når vi i dag sidder i vores topisolerede huse med termoglas i vinduer og døre og indlagt fjernvarme samt div. elektriske maskiner og apparater, der summer døgnet rundt, må vi jo erkende, at det er blevet en selvfølge, at alt bare fungerer.
Sådan har det nu været i de sidste ca. 40-50 år over en bred kam både på land og i by.
Men under krigen var det så godt som umuligt at få brændsel ind i landet udefra i form af koks og cinders, som mange kan huske var dét, man fyrede med både før og efter krigen.
Derfor skulle man pludselig til at tænke alternativt i 1940, hvor man begyndte at grave tørv rundt om i landets moser, hvilket også var tilfældet her i Højby, hvor vi ved, at gårdejer Thorvald Andersen på ”Lundsgård” havde lejet sin moselod i engene nord for Højby skov ud til en mand, hvis navn p.t. er ukendt. Han startede med at grave i ca.1942-43, og ca.1 år senere startede også gårdejer Rasmus Paarup i Rindebæk op i sin mose samme sted.
Højby Lokalhistoriske Arkiv kom ved en tilfældighed til at tale om dette emne med brødrene Hans og Bent Rasmussen, der er vokset op i skovhuset, Højby Skovvej 42, hvor der ikke var ret langt til moserne, og hvor især Hans tydeligt kan huske, hvordan arbejdet i moserne foregik. Hans og Bent fortalte, at deres far, Peder Rasmussen, gravede tørv for Rasmus Paarup i Rindebæk, hvis mose lå i nærheden af Thorvald Andersens.
Jeg spurgte dem, om vi en dag kunne tage ned og få en snak om, hvor og hvorledes det var foregået, hvilket de begge indvilligede i. Her var det interessant, for ca. et par år før havde Hans og Bent fundet den gamle æltemaskine, der blev brugt dengang og som Højbys lokale smed, Martin Henningsen, Nr. Lyndelsevej 11, havde konstrueret. De fortalte, at den blev trukket af en elektomo-tor der fik strøm oppe fra karetmager Eluf Pedersen, Højby Skovvej 40.
Efter nogen tids søgning var vi heldige at finde maskinen liggende lige i vandkanten (se billeder) på den nordvestlige side af Rasmus Paarups mose mellem mandshøje siv, som vi fik trådt lidt ned, så jeg kunne tage nogle billeder af den, medens Hans og Bent forklarede, hvordan det var foregået.
De var 2 mand, hvor ”fatter” var den ene, som stod og gravede og smed tørvemassen op i ælte-maskinen, som var bygget op omkring en kraftig jernramme på ca. ¾ x 2 meter med en kasse af samme dimension ca. ¾ meter høj, hvor igennem der løb en aksel med skråtstillede blade, der som sagt æltede den opgravede mosebund til en tilpas konsistens, som skulle kunne blive stående, når formen blev fjernet oppe på marken. Det blev herefter kørt med hest og vogn op på en højereliggen-de mark, tilhørende Hans John på ”Brobæk”, hvor det blev tippet af i en ca. 8 cm. høj ramme, der lå på jorden. Rammen var ca. 1 meter bred og 2 meter lang og inddelt i felter af ca. 10 x 20 cm. Man skrabede nu med kanten af et bræt hen over rammens overflade det overskydende ud til siden, hvorefter man flyttede rammen og lagde hen over det, man lige havde skrabet til side. Der var nu klar til det næste læs.
Hans Rasmussen, der dengang var en stor knægt, fortæller, at de kørte med 3 vogne, der var at sammenligne med en gig, hvor vognkassen kunne udløses og dreje omkring akslen, når man tippede læsset af. Giggen blev som sagt trukket af en hest, ligeledes havde man en kasse med meder under på ca. 1½ x 2 meter og ca. 25-30 cm. høj med en hest for, som Hans har kørt op på marken mange gange, og med skovl læsset indholdet ud over formen og så igen tilbage efter en sending mere.
Samme kasse blev hver dag til fyraften lagt ud i vandet i tørvegraven for ikke at tørre ud, og så skete det jo tit, at vi knægte om aftenen tog en tur i kassen ud over søen, men ”fatter” blev tosset hvis han opdagede det, sagde Hans, hvilket der jo ikke var noget at sige til!!
Tørvene, der nu lå på jorden oppe på Hans Johns mark og tørrede, kunne, hvis vejret var godt og solen skinnede, vendes dagen efter. Arbejdet med at vende og senere stable var der andre, der tog sig af. Hans Rasmussen fortalte, at man først lavede en mokstak, der bestod af 7 tørv: Man lagde
2 tørv side om side, oven på dem 2 på tværs, igen 2 på tværs og til sidst én på tværs til at låse med.
Når de så havde stået et par dage, blev de rundstakket i en pyramide, hvori indgik 28 tørv: Man lavede af mokstakkene en ring med 7 tørv i bunden, og ovenpå disse en ring med 6 tørv, og så fremdeles med 5 – 4 – 3 – 2 – 1.
Når de så efter nogle dage skulle læsses på en vogn og køres hjem, havde man en stor greb, der lige kunne tage hele stakken på én gang. Hans Rasmussen fortæller, at vi knægte hjalp far med at støtte stakken, medens han med greben løftede den op på vognen.
Rasmus Paarup har ført regnskab over salget af tørv til private fra sin tørvemose for året 1943-44, hvilket beløb sig til 23.560 kr.
Hvis vi vil regne ud, hvad det bliver i tons tørv, er tallet ca. 337 tons.
I samme periode har han leveret 5½ tons til Sdr. Nærå Brugsforening til en pris á ca. 385 kr.
I Sognerådsprotokollen for Højby Sogn kan man læse, at der af sognerådet fra 1940-47 hvert år er blevet indkøbt tørv til mindrebemidlede husstande i sognet.
Man havde lejet noget af laden hos gårdejer Johannes Nielsen på ”Højbygård” til opbevaring af de tørv, kommunen hvert år købte, og som vejmand Karl Schmidt, Højbyvej 10, stod og vejede af og solgte:
1940 er der købt 80.000 tørv
1941 er der købt 40 tons
1942 er der købt 50 tons
1943 er der købt 60 tons
1944 er der købt 50 tons
1944 er der købt en del af et parti på 100 tons af mejeriet
1945 er der købt 10 tons
1947 er der købt brunkul i passende mængder
1947 er der købt 60 tons + 20 tons formbrændsel
Priserne på 1 ton tørv er ligeledes fra sognerådsprotokollen:
I 1941 kostede 1 ton tørv 50 kr.
I 1944 kostede 1 ton tørv 70 kr.
I 1947 kostede 1 ton tørv 90 kr.
