En friskoledreng fortæller

af Viggo Andreas Nielsen

Viggo Andreas Nielsen 

Viggo Andreas Nielsen blev født den 10. juni 1900 i Højby som søn af snedker og frugthandler Peder Nielsen, og hustru Sofie Nielsen (født Pedersen). Højbyvej 32
Det var et grundtvigiansk hjem, og Viggo gik 1906 -09 i Nr. Lyndelse Friskole. Da Højby i 1909 igen fik sin egen friskole blev han overflyttet til den.
Efter endt skolegang i 1915 blev han sendt ud at tjene, før han i 1917 begyndte på Odense Seminarium, hvorfra han tog lærereksamen i 1921.
I 1922 blev han ansat på Nørregades Friskole i Odense. Den unge lærer giftede sig i 1926 med den to år yngre Ester Jensen fra Stauning fra Skjern.
I 1930 fratrådte han stillingen på Nørregades Friskole og underviste siden i Tjæreby ved Korsør, før han i 1935 blev førstelærer ved Ulfborg Byskole. I 1967 gik han på pension. Viggo Andreas Nielsen døde i 1981 i Ulfborg. 

Erindringen er første gang udgivet i Odensebogen årgange: 1993 og 94 

Erindringer fra Højby i tiden før 1. verdenskrig

Nedstående skriftlige beretning påbegyndtes søndag den10. februar 1974. – Hvorfor netop nu? Et indre pres blev så stærkt, at det ikke er til at modstå længere. Min kærlige fromme moder må nok have følt et lignende pres, da hun som kun 57-årig i en gammel ”brugsbog” nedskrev nogle erindringer fra sin barndom.
Jævnt fortalte hun, men hvor vi lyttede, når vi i mørkningstimerne sad omkring hendes stol på små skamler. Til enhver god stol hørte i sin tid altid en skammel.
Hun læste sjældent digte for os, men sang for os. En klar, ren og blød stemme havde naturen, mor ville nok sige Vorherre, skænket hende. Som forsanger blev hun benyttet helt fra barneskolen, gennem ungdomstiden, endog nu og da i den meget syngende grundtvigske friskolekreds i Højby.
” Du kan nok synge for til den sang, Sofie Snedker”, sådan lød det fra læreren, når det drejede sig om en eller anden historisk eller bibelhistorisk sang fra midten af det forrige århundrede.
Hendes mor, Margrethe, havde fået sin stærke åndelige påvirkning i de gudelige forsamlinger på Sydfyn, og den arv tog mor med sig livet igennem, og hvad der kunne synges af digte og sange fra den tid kom ved mors sang til at berige vor barndom. Vi syntes, hun kunne alle sange udenad!
Hvor havde hun sin bibelske fortællinger fra? Jeg mindes ikke at have set hende læse i bibelen. I det hele taget var hun ikke belæst. Men hun kunne lytte.
Hun havde i sin barndoms friskole gennem øret indsuger kristendommen ved lærernes fortælling og udbygget og fæstnet den ved at synge de mange bibels historiske sange; og der var mange.
I vor ungdoms højskolesangbog var der 48 bevaret; i Folkehøjskolens Sangbog af 1968 er der kun 23 optaget. Med bekymring tænker jeg på, om der overhovedet kommer nogen med i en kommende højskolesangbog! – 

Det var lidt om, hvad vor moder gav os gennem sangen. Jævnt fortællende sang hun – uden særlig dramatik, men med en stilfærdig, følelsesbetonet indleven, der fængslede os. Om hun læste Kaalunds digte eller blot citerede dem udenad, husker jeg ikke; men at de greb os, glemmer jeg ikke. Lad mig blot nævne Den dræbe And med slutningslinen – ” O, har du en moder, da skøn derpå”! – Børn skønner aldrig nok på deres mor. ” I holder nok mere af jeres far”, kunne mor sige, ” men så er jeg stolt af, at jeg fandt så god en far til jer”, og så smilte hun, vel vidende at der nok kom en tid, hvor også et eller andet af, hvad hun havde sået, ville spire og sætte frugt.

Mor var sjælen i vort barndomshjem. Den samlede som hønen samler kyllingerne under sine vinger for at vogte dem mod rovfuglene og mod uvejr og for at varme dem. Der var tryghed. Det var i hjemmet, mor havde sin store livsopgave, og der var nok at se til. Fire børn skulle have mad hver dag. Hun var fermt til at sy kjoler og veg ikke tilbage for drengetøj. Når fire-syv svende og lærlinge var forsynet ved middagstid, og mor og pigen havde vasket op – og hun havde fået et lille middagshvil, kom strikketøjet eller andet håndarbejde frem. Aldrig sad hun med ledige hænder. Måske bortset fra den tidligere omtalte mørkningstime. Far og mor var på mange måder meget forskellige, og som man så ofte siger, netop derfor supplere de hinanden så godt. Mens mor ikke kunne blive træt af at fortælle om sit lille småkårshjem i skovfogedhuset i Trappehave ved Tved på Sydfyn, var det kun småglimt, vi fik af gårdmandshjemmet i Langsted (Verninge Sogn), hvor far voksede op. Det var vel som bondehjem i almindelighed i 1860 – og 1870erne i egne, hvor bølgerne fra tidens stærke åndelige rørelser ikke var nået ud. Blandt mine allertidligste barndomserindringer husker jeg endnu, at jeg lå i fars stærke arm (det må jo have været søndag morgen, for på ugens hverdage var far tidligt oppe). Han havde en hvid, kraftig lærred skjorte på som natskjorte. – Så kunne han fortælle om hørmarken derhjemme i Langsted, om hvordan hørren blev høstet og behandlet, spunden og afleveret hos landsbyens væver. Skjorten han lå i, var et resultat af en lang proces. Hans mor havde fem sønner, hun ”langt ad vejen” skulle samle udstyr til. Om det var 24 eller 12 skjorter, far fik, husker jeg ikke bestemt! Han fortalte om den gamle firlængede, bindingsværksbyggede og stråtækte gård i Langsted, om markerne der strakte sig mod syd ned til deres skov og bag den mose – og engdrag, hvor ungkreaturerne gik hele sommeren. Hver dag skulle en af drengene ud til ”overdrevet” for at konstatere, om de var der alle. Ofte måtte Peder af sted. Han var let til bens, for øvrigt en evne, han bevarede højt op i årene.

En tamp i lærerens kateder

I fars barndom var der ingen skole i det lille landsbysamfund i Langsted. Alle børnene måtte gå to-tre kilometer, ja fra de yderste bebyggelser fir-fem kilometer. Far talte på den tid ikke om kilometer. Vi børn forstod på den tid, indtil 1907, kun at vurdere vejlængder i mil, halve mil, og en fjerdingvej. Børnene fra Langsted havde en god fjerdingvej til den gamle skole i Verninge. Det var en virkelig gammel skole, en af de 240 rytterskoler, som Frederik IV beordrede bygget i 1721. Om far har fortalt lidt eller meget fra skolen i Verninge, husker jeg ikke. Om det var en god skole med sang og levende fortælling af bibelhistorien og Danmarkshistorien og med kig ind i fremmede landes forhold? – Jeg tror det næppe. Åndeløse terperier med udenadslæren af skriftsteder og salmevers syntes i hvert faldt ikke at have påvirket fars sind i uheldig retningen. En skole på den tid kunne vel ikke være anderledes. Der var en tamp ved hånden i lærerens kateder, og et stykke reb blev brugt, når det gjaldt at tæmme de uvorne drenge og bibringe dem forståelse af skolearbejdets betydning. Jeg husker ikke, at far har fortalt, at han havde været udsat for ”vold” fra lærens side, og jeg har da også svært ved at forestille mig, at den lille, rødblonde fyr med de levende, tillidsfulde øjne kunne formaste sig til oprør mod ”systemet” den gang! – Men noget særligt opløftende var der ikke at møde i skolestuen; helt anderledes på legepladsen, i ribber, klatrestang, i de høje træer og i spring over buk og hest. Der har far været blandt de hurtigste, dristigste og mest behændige. Far var færdig med skolen ved 14 års alderen, men hvad så? Et år eller to ved landbruget derhjemme i Langsted. Fremtiden som selvstændig landmand var ikke lys. Mange af den tids bondesønner valgte U.S.S. eller søgte ind i andet erhverv. Fars ældste broder kunne efter al sandsynlighed regne med at overtage fædrenegården. Far var ret fingersnild, glad for gårdens huggehus, hvor man med høvl og andre skarpe instrumenter frembragte mange nødvendige redskaber til brug såvel inde som ude.

Den næste i rækken af sønner var særlig god til tegning, og malerfaget tiltrak ham. Den fjerde søn – knap så fysisk stærk – men hovedet var godt, kom på Jellinge Seminarium, men døde inden fuldført uddannelse. På det gamle familiebillede fra ca. 1875 sidder han endnu på sin mors skød. Næstældste i flokken er en pige, faster Kirsten, der blev gift med en gårdmandssøn fra Birkum pr. Højby Fyn. Den yngste søn af flokken døde som ganske ung. Men det var den fingersnilde Peder, vi kom fra. Det var en lille, knap 16-årig fyr, der kom i lære hos den kendte midtfynske snedker Jens Bech i Gestelev, en landsby få kilometer sydvest for Ringe i Kirkelig og politisk henseende var det et vågent hjem og det liv, far mødte der, kom til at få den største betydning for han senere liv. Som venstremand var far imod alt, hvad han mente, den danske hær stod for, og det blev ham endnu mere imod, da han i 1905 brød med Venstre og meldte sig blandt de ” røde” radikale.

Skytteforeningen formålsparagraf

Som barn fik jeg lov til som de fleste andre drenge i Højby at øve mig i salonskydning. Naturligvis var det en forskole til de voksnes riffelskydning i den lokale skytteforening. Nu blev jeg aldrig nogen fin skytte – aldrig skyttekonge. Den ro og koncentration, der må beherske den fine skytte, besad jeg ikke. Var der ikke dog optræk til en fin placering blandt drengene? Der var præmieskydning: Tre liggende og to stående skud. Formanden for skytteforeningen stod lige bag os, og jeg havde afleveret de to første skud. Måske også det tredje – så hørte jeg Peder Duch sige stille til en anden: ” Der ligger nok skyttekongen”. Den slog mig ud! De to stående skud talte ikke meget! – Nå, en præmie fik vi alle. Den første gang jeg deltog, blev jeg nr. sidst; men der blev dog til et prospektalbum til mig, og husker jeg ikke forkert, er det fra 1909.Detr er endnu i mine gemmer! Men da jeg blev 15 år og var andenkarl hos Hans Laurits på Lindegård, sagde jeg en søndag til far, at jeg havde tænkt mig at melde mig ind i skytteforeningen. – ” Viggo, har du tænkt på, hvad der står i skytteforenings formålsparagraf?” – Det anede jeg intet om. Måske det endda var første gang, jeg bed mærke i det fine ord formålsparagraf. Fars udlægning af paragraffen gjorde mig det klart, at det ville være ham meget imod, ja det ville gøre ham ondt, om jeg meldte mig ind i en sport, hvis sigte bl.a. var at oplæring til i en given situation at kunne dræbe med et skud.

Gymnastik og svømning

Gymnastikken havde fars store interesse, og efter den tids målestok var han blandt de bedste. Som 50-årig slog han endnu med lethed hovedspring og kraftspring – luftspring var dog gemt hen, det måtte han nok slippe som 40-årig! Højby var et fremmeligt landsbysamfund, ikke bare ”vågent for alt stort og skønt herned”, men med meget forståelse for, at børn og unge fik en god fysisk træning. Niels Bukh uddannede nogle af de første delingsførere på Ollerup Højskole flere år før han grundlagde sin egen gymnastikhøjskole. Blandt disse var to gårdmandssønner fra Højby, Peder og Henrik Larsen, der den dag i dag står for mig som de bedste gymnastiklærere jeg har mødt og haft gavn af.

Niels Bukh blev en søndag i 1913 inviteret til Højby. Uforglemmeligt er resultatet af hans ildnende tale om” en sund sjæl i en sund krop”. Alle årgange fra de 6-årige til den 70-årige Hans Peder Larsen var med. Jeg ser han endnu stå og vakle på et ben nederst i rækken af ældre mænd. Selvfølgelig var far og mor med. Vi tre ældste selvfølgelig også. Naturligvis kunne far svømme, og hans søn skulle også, så snart det var forsvarligt, med i vandet. Åvandet var køligt, men det var ikke så farligt at bade der og kun, hvor åen slog et sving, var der dybt (det nåede en dreng til midt på livet). ”Først begynder du med hundesvømning!” Far var begyndt med hundesvømning i tørvegrave og mergelgrave. Han forklarede, hvorfor det kunne være farligt at bade i de stillestående vande, men føjede til, ” hvis det er en mergelgrav, der hver dag i de varme sommermåneder bliver rørt godt op af mange svømmere og udspringere skulle der ikke være nogen fare! ” Så barndommens og den tidlige ungdoms første svømmeture gik til mergelgraven. Hvor far var begyndt med svømmeundervisning, forsatte min første ”husbond”, den store gymnast og svømmer Niels Kjærsager. Ham beundrede jeg næsten lige så meget som far, og han var på sin side stolt af de gode fremskridt, jeg gjorde, ikke alene i vandet, men også i gymnastiksalen. ” Du er en vovehals, Viggo!”

Til Store Bælt og Skagen

Jeg føler trang til at fortælle lidt mere om tre-fire drengeår i samvær med Niels Kjærsager i Højby, og lad mig begynde med hans gamle forældre. Hans mor havde gået i Klaus Berntsens første friskole i Højby, hans far havde bevaret den smukke gamle hilsen, når han passerede en arbejdende, ” Gud hjælpe dig”. Deres gård var en gammel firlænget stråtækt, der lå som den yderste mod vest, den sidste i en lang række af gårde ved by gaden, der gik gennem Højby fra Frederik Madsens gård i øst til Jørgen Andersens i vest. Allerede i 1910 havde jeg min gang i den gamle gård. Jeg husker, jeg hjalp med at bryde den ned til grunden – det var dog kun selve stuehuset. Der skulle bygges et stort, flot nyt, for Niels skulle det år føre sin unge brud. Marie Steffensen fra Vøjstrup, hjem til Højby. Det var vinter, og jeg var med – ikke i kirken, men som hjælper derhjemme. Min primære opgave var at sørge for at der hele tiden var brændsel inde ved alle stuehusets nye kakkelovne, sørge for at ilden ikke gik ud; med andre ord stå for opvarmningen og endvidere gå til hånde i køkken og kælder. Det afsluttende arbejde hen på natten – ja, måske nærmere morgenstunden – var at hjælpe bødkerkonen med opvasken, hvilket indbragte mig mange anerkendende ord fra den rare kone. Niels og Marie fik aldrig nogen børn, måske er det en del af forklaringen på deres særlige venlighed mod mig – og for øvrigt 10 år senere også mod min ”lille” bror, Niels Peder. Niels lod os bruge heste! Som 12-13-årig fik jeg lov til at harve, og tromle, til køre roer ind fra marken og lignende lettere arbejde. Jo, det var spændende, og gavn gjorde jeg også, fik lov til at bruge mine kræfter, ansporet af Niels Kjærsager. En sommersøndag ville Niels glæde Marie og mig. ”Vi tager en tur til Kerteminde og bader i Store Bælt!” Det var en stor begivenhed. Togrejse og en stor madkurv! En svømmetur ikke at forglemme. Det var ikke sådan, at far og mor havde særlig meget med Niels og Marie at gøre. De havde ingen selskabelighed sammen. Selskabelighed i nutidig forstand kendte vi ikke i vort hjem. Men far og mor var trygge ved at lade mig tilbringe en stor del af min fritid hos Niels og Marie, også selv om det – i hvert fald i sommertiden – efterhånden blev lidt på bekostning af familiebesøg i Langsted hos fars ugifte søster, faster Johanne og farbror Niels. Da jeg havde fået lært at svømme, turde faster Johanne heller ikke længere tage ansvaret for mig i sommertiden!

 

Nej, Niels og Marie havde ingen børn, men da første verdenskrig var endt, og Ford sendte sin model til Europa, var Niels den første i Højby, der anskaffede sig en bil. Da Niels og Marie havde besøgt de fynske købstæder, greb en stærk udlængsel Niels: En Jyllandstur! Helt op til Skagen, Marie! Marie var betænkelig, om de kunne klare den tur alene. ” Hvis snedkeren og Sofie vil tage med, så vover vi det”. Og far og mor tog med. Far havde nemlig før været ude i den store verden, og de kom til Skagen og godt hjem igen. Vejene var ikke asfalterede den gang. Landevejene dog tålelige til Frederikshavn, men fra Frederikshavn og til Skagens rev kørte de fast mere end en gang i de sandede hjulspor. 

Friskolen i Nørre Lyndelse

 

Jørgen Nielsen 1858-1944 Friskolen 1889 -1927 Som lærer mild og myndig Vejlede han de små Med åndens vide verden Fortrolig som kun få

Sådan står der på en stor granit sten rejst ved den nye Nørre Lyndelse Friskole, Lillevangs
skolen.
Jørgen Nielsen, min første lærer. Han var på åndelig bølgelængde med far og mor.
Ungkarl. Hans søster holdt hus for ham. Nok lidt af en original. Højt begavet, politisk
interesseret og med en historisk viden, der var fabelagtig. Blandt Danmarks grundtvigske
friskolefolk nævntes han som professor! – Jeg var netop fyldt seks år, da far og mor
indmeldte mig i Nørre Lyndelse Friskole.
Med mors udgangspunkt eller skal vi sige rod i det sydfynske, rige grundtvigske skole-og
kirke liv kunne der ikke godt være tale om at sende mig i ” almueskolen” i Højby til remser
og udenadslæren af det bibelske stof. Den af Klaus Berntsen oprettede friskole i Højby
var gået ind, vistnok en gang i 90erne.
Efter høst i 1906 begyndte jeg så hos Jørgen Nielsen. Gik først en kilometer ud til Peder
Bihls på Højby Mark. Sammen med deres børn forsatte jeg marchen på godt to kilometer
over til Jørgen Nielsen. Der var ingen skolebus dengang. Ingen cykel de to første år. Det
tredje år fik jeg lært at cykle, men mor kunne jo ikke undværer sin cykel, så det hørte til
sjældenhederne, at jeg den sidste sommer fik lov at låne cyklen. – Men det var sundt at gå
på sine ben!
Omkring 1914 var Et møde en sikker konfirmationsgave til ”opvakte” drenge. Jeg fik da
også den! Og husker jeg ikke fejl, var det min gamle lærer, der forærede mig den.
”Gamle”, ja det er jo relativt. Han var omkring 50, da jeg havde min skolegang hos ham.
Som opmuntring i det daglige skolearbejde fik vi læst Ingemanns historiske romaner ( de
uforkortede udgaver!). Disse ” opmuntringstimer” tog jeg med mig i mit 46-årige skolevirke
og havde meget glæde af dem.
Men altså at gøre nærmere rede for Jørgen Nielsens indlæringsmetoder, magte jeg ikke,
og magtede jeg heller ikke, når mor som et næsten fast spørgsmål til sin lille dreng, når
han hen på eftermiddagen vendt hjem fra skole, spurgte: ” Nå, hvad sagde så Jørgen
Nielsen til jer i dag?” Mor ville gerne følge den åndelige påfyldning.

Legen med kammeraterne i frikvarteret havde en stor plads i min skoletilværelse, og hvilke
muligheder havde vi dog ikke for at tumle os i middagsfrikvarteret ved sommertid også ved
bækken. Hvad vi oplevede i historietimerne, og her tænkes på Ingemanns romaner,
omsattes i vore lege. Røvere og soldater, danskere og tyskere.
Jørgen Nielsen var seks år i 1864, og det prægede også hans undervisning i
Danmarkshistorie. – Ikke at han tænkte på revanche! Hans politiske indstilling var som
fars. Det var ikke med sværdet i hånden, at danskerne skulle hævde sig; men det
forhindrede ikke, at kamp skulle der til, kamp for åndelig og politisk frihed. Vi børn levede
mere i den håndgribelige kamp. Kampen mellem aserne og jætterne fra oldtidshistorien og
Rolf Krake og hans mænd.
Mon ikke Jørgen Nielsen fik lagt en sæd, der trods trange livsvilkår gennem ungdomstiden
og de første manddomsår satte frugt i min forståelse af nødvendigheden af at tage
kampen op mod den tyske nazisme i 1940?

Atter Friskole i Højby

Min skolegang hos friskolelærer Jørgen Nielsen i Nørre Lyndelse varede fra august 1906
til oktober, eller november 1909, da en friskole i Højby atter var en realitet. Mors drøm, at
kunne få sine børn i en grundtvigsk friskole, kunne gå i opfyldelse. Med en vis
ærbødighed, pegede man på et lille, stråtækt hus nær ved Niels Kjærsagers gård. Her
begyndte Klaus Berntsens, ” der nu sidder i kongens råd – oven i købet som
konseilspræsident!”
Et andet sted i byen lå et større grundmuret og teglhængt hus, der blev bygget til friskole,
da ideen om den fri skole rigtig fængede og fik stor tilslutning; men nu var der gået 10-15
år, og bålet var omtrent brændt ned. Initiativet og vovemod til at begynde igen lå i dvale.
Blev det den unge, tilflyttende snedkerfamilie, der pustede til gløderne og sammen med
andre bar ved til, så Højby igen kunne få sin friskole?
Med mor ved sin side, var far gået ind for sagen. De havde vist, at det virkelig betød noget
for dem med den skoleform ved at sende lille seksårig Viggo på tre ugentlige marcher a´
seks kilometer til nærmeste friskole!
Trods fars markante politiske standpunkt, der var flertallet i Højby noget nær en
vederstyggelighed og gav ham tilnavnet den røde snedker, valgte man ham til formand, og
en ret stor, hvidsandstensvilla med lejlighed og et stort klasseværelse blev bygget ved
landevejen (hovedvej 9).
I sommeren 1909 præsenterede Ejlertsen og Aurora sig som ansøgende lærerpar. De
kom, så og sejrede. – Ejlertsen var en lille, bredskuldret mand med mørkt, kruset hår og et
meget flot skæg, som gjorde ansigtet bredt og firkantet. Der var dog et minus ved ham,
som navnlig mor må have haft sin bekymring med at se stort på. – Han kunne ikke synge!
Men børnene skulle ikke undvære sang, han spillede violin, og så skulle den side formelt
være i orden. Ikke at han pralede med sin formåen på det vanskelige instrument, og det
var der heller ikke nogen grund til!

 

Violinspil var blandt de obligate fag til lærereksamen den gang; havde man det ikke med,
gik det ud over gennemsnitskarakteren. En god violinspiller kunne tåle enkelte mindre
gode karakterer og gå ud med førstekarakter. Ejlertsens klare øjne husker. De kunne også
gnistre. Aurora var af den runde, varme, moderlige type. Hun havde et smukt ansigt med
brune øjne – også mørkt kruset hår. De stammede begge fra Vestfyn. Om Aurora havde
lidt spansk blod i sig fra Napoleonskrigenes tid, ved jeg ikke. Hun havde en yngre søster,
der står for mig som en sydlandsk skønhed.
Den første skoledag i Højby Friskole. Endnu mindes jeg det fine skoleinventar, for øvrigt
tomandsborde udført af snedker Nielsen og hans svende. Tavlen: 1 m2 med udskåret
ramme og tomandsborde var nyt for mig. I Nørre Lyndelse var der fire-fem lange borde i
skolestuens bredde, så der kun levnedes en god alens bredde til gang fra døren og op til
katederet. Pudsigt nok står det endnu for mig tydeligt det første kridt, den nye, sorte tavle
modtog. Det var en fin tegning af en gravhøj fra stenaldertiden. Den blev tegnet i
Ejlertsens første historietime i Højby Friskole.
En historietime var fra lærens side en fortælletime. Var hen en god fortæller? Jeg kan ikke
huske det, men jeg formoder det. Jeg mindes ikke forstyrrende uro i hans timer i
skolestuen. Så jeg formoder, at han har forstået at fange vores interesse.
I regning var der individuel undervisning. Vi havde ”Hansens regnebog”. Den var i fire
fremadskridende dele. Ikke noget med klasseundervisning. Kørte vi fast i et stykke, måtte
vi ind i køen op til katederet og havde hjælp. Vi nåede ikke alle sammen lige langt – heller 
ikke den gang. Jeg nåede ikke så langt i fjerde del. Enkelte kom den igennem. Der var kun
to klasser i skolen, men allerede ved skoleskiftet rykkede jeg op i den ”store klasse” .
Skiftet fandt normalt sted ved 10-års alderen. Det første år er nok en hel del gået over mit
lyse hoved. Jeg mindes endnu den første ”eksamen”. Den gamle sognepræst fra Nørre
Lyndelse og Højby var til stede for at høre om vore bibelske kundskaber.
Jeg lagde frimodigt fra land uden hensyn til de store og var måske også ved at blive lidt
kry. Det var slet ikke så slemt at komme til eksamen. Far og mor har nok også været
blandt de interesserede forældre. Jeg ser endnu det hele for mig.
Ejlertsen gik nu over i regning, først lidt om brøkregning, og der blev svaret kvikt på de
første spørgsmål: 1 x 1= 1, 0 x 0= 0! Jeg nåede ikke med i korene. Men så kom ½ x ½?
En vis tilbageholdende hos de store. Men jeg brølede: ½! – Jeg forstod ikke, at de store så
med foragt tilbage på mig, og de voksne lo lidt. Den gamle hvidhårede præst kom ned til
mit bord og strøg mig over det hvide sommerhår og sagde på sin varme kærlige måde: ”
Det var godt min dreng! Du er ikke så tovlig, som du ser ud til! ” Fra den dag glemte jeg
aldrig, at ½ x ½ er ¼. Men mærkeligt nok at når noget bliver ganget, at det så bliver
mindre! 

 

Matematiker har jeg aldrig været; det var de humanistiske fag, der optog mig mest. Jeg
tror, jeg var god til at lytte og vistnok også god til at læse. – Tænk, Ejlersen fik hurtigt
oprettet et lille børnebibliotek, i et hjørne af skolestuen stod en reol med ”børnebøger”. Ja,
det må i ”gåseøjne”, som mor sagde. For ud over Niels K. Kristensens Rasmusbøger var
der på den tid kun meget få egentlige børnebøger.
Nå, vi var heller ikke blege for at gå i gang med guldaldertidens store forfattere:
Oehlenschlægers Aladdin og Ingemanns romaner og naturligvis H.C. Andersen. 
Den store gamle høvding blandt dem alle, N.F.S. Grundtvig, kunne vi dog ikke kapere. I
lærens fortælling om Grundtvigs barndom, dels i Udby på Sydsjælland og dels i Thyregod i
Østjylland, og hans møde med ”den sorte skole”, latinskolen i Aarhus, kunne vi fatte noget
om den store personlighed. Et lille, kendt træk bed sig tidligt fast i mine erindringer, nemlig
moderens ord, da hun endnu gik med drengen under sit hjerte: ” Om så min sidste trøje
skal sprænges, skal han til bogen!”. 

Min Violin var ingen Stradivarius!

Jeg er ikke i tvivl om, at min mor havde visse ønsker for min fremtid – også på et ret tidligt
tidspunkt. Selv om jeg havde de bedste muligheder for med værktøj at arbejde i træ og
blev misundt af de fleste kammerater, var det tydeligt, at snedker blev jeg aldrig; men
ganske stille skubbede mor og far mig ind på en bane, der første til en tjeneste i skolen.
Dan jeg var 11 år, fik jeg stukket en meget fin violin i hånden, for øvrigt farbror Lars ‘violin
fra han kort Jellingetid.
I Højby havde vi en meget fin violinspiller, Lars Larsen. Han måtte jo være meget dygtig –
også til at lære fra sig. Med stor begejstring og et vældigt mod gik jeg med min sorte
trækasse, hvori violinen befandt sig, indsvøbt i et rødt flonel klæde, op til Larsen. Han var
en snurrig, genert ungkarl, der underviste på seminariet, men havde store kvaler med
eleverne, måske mest de kvindelige, der kunne lide at drille ham.
Prøv at forestille jer at stå med fire elever samtidigt og lære dem begyndergrundene i
violinspil. Først måtte han stemme violinerne for dem, så høre på salme efter salme, hvor
snart en, snart en anden fik sat tredje finger for højy eller glemte, når det var b for h, og
første finger derfor skulle trækkes lidt tilbage fra sin vante plads. Uha – uha! Er der noget
at sige til, at han fik dårlige nerver?
Men alt dette kendte jeg intet til, da jeg meget fortrøstningsfuld mødte til min første time
med Lars, sådan hed han jo i Højby. Ham stemte min violin, kiggede lidt i den. Det var så
vist ingen Stradivarius. Så tog han sin egen og lagde den under hagen, stemte og spillede
noget meget svært. Fingrene gik så hurtigt, at jeg ikke kunne følge dem, og det lød smukt.
Han tog atter min violin, men den lød nu ikke som Lars´- det kunne jeg da høre. Jeg tror
ikke, jeg havde set noder før. Det var før ”pigerne” fik klaver derhjemme. Men vi strøg på
fire løse strenge, og han viste mig noderne til dem, og han talte om første finger, anden og
tredje, fjerde finger – lillefingeren kunne vi glemme til senere brug. Om vi i første time
nåede at snuse til en melodistump, tror jeg ikke, og det har jo nok været en skuffelse.
Noget svalet kom jeg hjem. ” Hvad fik du for?” spurgte mor. Ja, det viste jeg knap. Jeg
skulle nok stryge på de fire strenge og lære at bruge første finger, anden finger og tredje
finger. Nå, det kunne jeg jo snart lære! Men der var ikke anelse af melodi. Eftersom ugen
gik, inden jeg næste gang skulle op til Lars, tabte violinen selvfølgelig også stemningen,
hvilket ikke kunne gøre nydelsen bedre for mine hjemlige omgivelser. 
”Hvor meget skulle du øve dig om dagen?” spurgte mor. ”Vistnok ikke mere end en halv
time”. Det var vist nok mere end tilstrækkeligt, ikke bare for mig, men også for de andre.
Jeg husker da endnu, at jeg stod og strøg på de fire strenge ude ved vognporten. I den
anden time har Lars Larsen nok været forfærdet over, at violinen i den grad var kommet
ud af stemning; han har formentligt rettet på min bueføring og snakket mere tågesnak om
noder m.m. ” Nu kan du prøve, at få en melodi fort til næste gang, men så må du prøve at
stemme violinen, før du begynder at øve dig hverdag. Sådan skal det lyde, når a og d
klinger sammen. Med stemmegaflen kan du altid få et a rigtigt. Osv.” Jeg fik stukket et
nodeblad i hånden hjem. ”Du, Herre Krist” hed melodien. Det er rigtigt, det var den, men
jeg kendte ikke salmen! Men det gjorde mor, og i ugens løb blev hun mere og mere
fortvivlet – jeg også.
Den daglige halve time skrumpede ind. Til sidst græd jeg, hver gang mor bad mig forsøge
lidt. ” Jamen, hvad skal vi dog gøre ved det? – Vi taler med Ejlertsen! ” I dag kan jeg så
levende forestille mig den kattepine, han må have været i. Han var en meget beskeden
mand, absolut ikke musikalsk. Som før skrevet – synge kunne han ikke, og hans violin spil
var næsten mindre end til husbehov.
” Vil du ikke godt prøve, om du kan forklare Viggo lidt om noderne og måske stemme hans
violin, bare hjælpe ham lidt i gang?” Ejlertsen indvilgede, når bare mor og far ville sige,
som det var til seminarlæren. Det lovede de, og jeg skiftede lærer for en tid. Hvor lang tid
husker jeg ikke. Antagelig nogle måneder. Men jeg kom over det døde punkt takket være
min ”støttelærer”. Mine søstre var nu også begyndt at spille, og det var efter samme noder.
Vi prøvede efterhånden lidt sammen, og mor nød det. Hun forstod at opmuntre. Hun var
en stor pædagog.
Jeg gjorde gode fremskridt i de tre år, jeg spillede inden min konfirmation. Det var
morsomt, når Lars det sidste år gav mig ret svære anden stemmer for, altså stykker med
første og anden violin. Jeg kunne også spille udenad, har altid været meget rytmesikker.
Fra danseskole i forsamlingshuset, Brugsbal (brugsforeningens årlige generalforsamling
med madkurv og bal bagefter), Kjørmesgilde, skytte-og gymnastikfester var jeg fortrolig
med tidens dansemusik og kunne spille den ved børneballer og eksamensafslutning.
Lad mig i taknemmelighed mindes mor og far, der holdt mig til violinen. Den blev et stort
aktiv for mig, da jeg under Lars Larsens videre undervisning på seminariet fik enetimer
som en af de flinkeste elever i min klasse, og jeg fik plads i elevorkesteret i de tre
seminariesår. Det helt store blev det aldrig, men en god andenviolin! 

 

Livet igennem har musik, sang, rytme og dans betydet meget for mig. Ikke at jeg er særlig
musikalsk eller blev noget videre som udøver; men livet i den verden og mødet med de
mennesker, jeg mødte der, berigede mit sjæleliv. Men nu skal jeg passe på, at jeg ikke
kommer for langt væk fra Højby friskole i tiden 1909 til foråret 1914.-
I begyndelsen var jeg en af de yngste elever i den store klasse, med visse evner og
kvalifikationer, der nok kunne aftvinge de store respekt. Her tænker nok i første række på
mine gymnastikfærdigheder. Jeg havde gode kræfter af min alder. Det har vel altid været
vigtigt for drenge, at man havde nøje rede på rangfølgen: Hvem kan man tæske, og hvem
man ikke kunne klare.
Sådan var det også i Højby. Lad mig her sige, der var tale om ædel brydekamp. Altså
ingen voldsomheder med knyttede næver og ”blå øjne”. Når et nyt hold rykkede op i den
store klasse, skulle vi hurtigst muligt have afgjort, hvordan de skulle placeres i forhold til
hinanden. Det var dog ikke altid givet, at den stærkeste fik det bedste bland vi store. Han
kunne være en ”hidsigprop”, som ikke uden videre ville lade sig opdrage, uden at vi måtte
bruge stærkere midler.
Endnu skammer jeg mig over den behandling vi gav Thorkild Thorkildsen, vi udleverede
ham til Ejlertsen på den mest skammelige måde. Efter en afstraffelse af ham i det store
middagsfrikvarter, spyttede vi efter tur på gulvet ved hans plads i skolestuen, og over for
Ejlertsen beskyldte vi Thorkild for svineriet! Det var fejt.

Mon ikke Ejlertsen gennemskuede os?
Men hakkeorden var der. Mine søstre husker det, og jeg selv mindes jeg, at jeg med
uskrømtet stolthed kom hjem og fortalte: ” Nu er der kun en dreng i klassen jeg ikke kan
tæske, og det er murens Henrik!” Det var næstsidste år i skolen. Henrik var et år ældre
end jeg. Det har nok også været i det år, at jeg pådrog mig den gode Ejlertsens
berettigede vrede og bragte hidsigheden i kog hos ham, og jeg så hans øjne skyde lyn.
Han var vel almindelig god som gymnastiklærer; men han var hverken Henrik eller Peder
Larsen, som trænede os ved frivillig gymnastik om aftenen! Vi kunne ikke rigtig få lov at
udfolde os. Han havde jo en tung ende med, der også skulle have noget ud af
skolegymnastikken, men det tænkte den beundrede drengegymnast Viggo ikke på den
gang.
I sideløb rundt i salen sprang jeg elegant ud af rækken og for som en vind foran alle de
andre rundt i salen, indtil Ejlertsen fløjtede af, greb mig med begge hænder og klyngede
mig op mod ribben. Da blev jeg bange, og ked af det. Aldrig havde jeg set Ejlertsen sådan.
Han og Aurora vare kære gæster i vort hjem. Mon ikke timen blev afbrudt, og vi blev sendt
hjem?
Gymnastiktimen var altid sidste time før middag. Det var en slukøret Viggo, der kom hjem
til middag. Vi havde vel netop spist, da Ejlertsen trådte ind og gerne ville tale med far og
mor. De gik ind i stuen. I køkkenet var der stilhed. Så blev jeg kaldt ind i stuen, og far og
mor var meget kede af det. Jeg husker, far talte noget om mytteri, jeg forstod så udmærket
min brøde og havde let ved at give lærer Ejlertsen en undskyldning. Aldrig mere kom vi på
tværs af hinanden, men han havde nok haft visse vanskeligheder med mig, før” hammeren
faldt”. Ja, ikke at det kom til håndgribeligheder. Bægeret var flydt over. Nu måtte der tages
et opgør med snedkerens Viggo.
I 1914 blev jeg udskrevet fra Højby Friskole. Ejlertsen har nok sagt et par ord til os, der
forlod barneskolen. Enkelte piger græd. Jeg mig til jeg var uden for døren; men så styrtede
jeg over bag det skærmende plankeværk, drengenes pissoir, hvor tårerne fik frit løb. Et
skoleforløb var sluttet. Samværet med skolekammeraterne i leg og boldspil på den
grusede legeplads var hørt op, og en plads ved landbruget ventede mig. At lære videre på
realskolen i Odense indgik ikke i mine forældres planer med mig. Nej, jeg skulle ud og
bruge mine kræfter – og måske lære at skønne på mit gode hjem, måske også finde ud af,
at det kunne være nyttigt at lære noget mere. 

” Vorherre være med dig, lille Viggo!”

Egentlig kunne jeg efter loven først være blevet udskrevet om foråret, men med løfte om,
at jeg i den kommende vinter skulle have et efterskoleophold i den meget anerkendte Sdr.
Nærå Friskole, gav skolekommissionen sin tilladelse hertil. Endelig var det også særdeles
praktisk med skolegang i Sdr. Nærå den vinter, hvor jeg så kunne gå til
konfirmationsforberedelse hos vores præst, valgmenighedspræst Lorentzen ved
valgmenighedskirken i Sdr. Nærå, – 
Den 15. april drog jeg hjemmefra med en lille kuffert og mit arbejdstøj. Mor gav mig et kys
på kinden og sagde: ”Vorherre være med dig, lille Viggo!”
Bakkegården ligger på Allerup Mark, ca. 3 kilometer fra Højby, hvor jeg kom i tjeneste hos
Hans Rasmussen. Han var nygift. Hans gamle mor havde holdt hus for ham; men der var
nu kommet en ung kone i huset. Det forekom mig, at jeg ikke skulle komme på tværs af
den gamle. Min første irettesættelse fik jeg af hende i en ret skarp tone.
Hjemme var jeg vant til, at mor skar tynde skiver af den store ost og lagde dem på vore
mellemmadder. Her stod osten fremme på bordet, og det blev overladt til den enkelte at
forsyne sig. Jeg havde ingen øvelse i at behandle osten og kniven. For at kniven ikke
skulle smutte, var det nok det sikreste med en nogenlunde tyk skive, men kniven, syntes
jeg, havde en tilbøjelighed til at arbejde sig længere ned. Osten trængte til at blive ”rettet
op”, da jeg lagde den på bordet igen. Så faldt replikken fra den gamle: ” Du må´tte
”hole”osti, dreng!”
Foruden mig var der en velvoksen karl fra Vendsyssel. Han var fra Binderslev pr. Sindal
og hed vistnok Jens. Hans brede vendelbomål lærte jeg hurtigt at forstå. I de tider var der
på Fyn mange jyske karle og piger. I mindst hver anden gård i Højby blandende det jyske
sprog sig med det fynske. Vendelbomålet blev dog regnet for det sværeste at forstå.
Arbejdet var mig ikke fremmede. Hos Niels Andersen på Kjærsagergård havde jeg gået i
en god forskole. Jeg kunne nok gøre rent ved svinene, muge i heste- og kostald, køre med
møgbør (trillebør). Naturligvis skulle der ordentlig læs på. Ellers fik det jo ingen ende med
den rengøring, og det gav kræfter; men det var nødvenligt at holde børen på de op ad
møddingen anbragte brædder. Smuttede hjulet udenfor, kørte jeg uhjælpelig fast. Men
værst var det, hvis jeg tabte fodfæstet på det regnvåde bræt under kørslen, så var det med
næsen ned i møget! – Ja, mere end en gang prøvede jeg det. Det morgen – og
formiddagsarbejde var henlagt til mig. 

 

Der var den sommer svin overalt i de gamle stråtækte gård: Fedesvin, slagtesvin, søer
med og uden pattegrise. Rotter vrimlede det med. Jeg glemmer ikke det syn, der mødte
mig en morgen, da jeg kiggede ind i følboksen, hvor en so midlertidig var blevet installeret
med sine små grise. Enkelte af de små var bidt ihjel, og ellers havde de rifter og sår efter
rotternes skarpe tænder!
Forsommeren gik med at tynde roer ud med hakke, senere luge roer, hvilket vil sige kravle
på knæ langs rækkerne og luge de svageste roer fra blokken, så de kraftigste stod ene
tilbage. Den arbejdsform forstod jydefolkene ikke; det var dog tidsspilde. Hvorfor ikke med
hakke befordrer den adskillelse? Men fynboerne holdt på den gammeldags måde, selv
om den var mere tidskrævende.
Det var nogle lange dage, og det var om at komme i seng om aftenen. Helst ved nitiden.
Klokken fem stod vi op. Lidt nødtørftig morgentoilette inden vi skulle ind til øllebrøden, det
stegte flæsk og en tår kaffe til et enkelt stykke sigtebrød. Så forsatte vi til kl. 9, hvor der
stod tre skiver rugbrød belagt med gårdens produkter: Saltkød, pølse og somme tiden
rygeost, som den gamle naturligvis selv havde røget. Var vi i marken, kom den unge kone
måske ud med mellemmad. Selv om jeg var et stort barn, kunne jeg ikke undgå at se, at
gårdmandsparret var meget forelsket i hinanden.
Middagsmåltid kl. 12, efterfulgt af en times middagssøvn. En kop varm kaffe med et stykke
kandis at sutte på vækkede så én til ny indsats i Danmarks førende erhverv. Ved firetiden
atter mellemmad, de kendte tre stykker, og endelig tog vi fat på den sidste ”kvart”. Kl. 7 var
arbejdsdagen til ende, og jeg kunne vaske mig lidt grundigere. Nogle gange i ugens løb
tog jeg så cyklen og kørte hjem; men mor var altid god til at få mig afsted igen lidt før kl. 9.
Det var dejligt at komme hjem. Jeg skønnede allerede mere på mit hjem.
Søstrene måtte vænne sig til, at Viggo lugtede lidt ”landligt”! – ” I siger ikke noget”, sagde
mor, da hun efter mit første besøg hjemme havde bemærket, at de i smug med fingrene
kneb næsefløjene sammen. Sådan lugtede landmænd dengang. Selv kunne man ikke
lugte noget. Mors historie om Per Søvren, der kom til købstaden rinder mig i hu. –
Købmanden siger: ” Har De trådt i noget, Per Søvren?” – ”Nej, a har ikke. A har aget på et
læs mog (møg) lige til æ dar (døren)”. 

Hvem skal så pløje markerne?

Skyerne, mørke tordenskyer trak sammen over Europa den sommer. Alvoren i hjemmet står endnu for mig. Søndag morgen den 2. august kom de første indkaldelser. Jens måtte af sted, og nogle dage senere kom der bud efter Hans, manden i gården! -Jeg mindes endnu, at jeg som ene karl, stod ved pumpen og postede vand ind til køerne og sang.: Dengang jeg drog afsted! – Det svarede ikke til den mørke stemning, der prægede de voksne; men for drengen var det frygteligt spændende: Krig i Europa! – Danmark var neutral, men vort unge mandskab måtte ind i trøjen for at stå i beredskab; ” hvem skal så pløje markerne, og hvem skal græsset slå? – Ja, vi har jo Viggo!” –

En ”gammel ” kone, antagelig nær de 60 år, den unge kone og en 14-årig dreng kunne naturligvis ikke ene drive og passe så stort et landbrug. Mon ikke der var ca. 30 tønder land? – Men hjælpsomhed og godt naboskab hjalp os igennem den første måned. Ja, mon ikke manden efter få ugers indkaldelse blev fritaget og kom hjem? Den nærmeste jernbanestation, bortset fra Højby, var Marslev, der lå ved hovedlinjen direkte fra København. Dertil kom Hans en aften som hjemsendt, men hvordan skulle vi få ham hentet? Blandt mine mange færdigheder var også den at kunne føre to cykler. Frisk tilbød jeg den unge kone at hente Hans i Marslev, ca. 10 kilometer. Hans kom hjem, og stor var glæden. Nu skulle det nok gå. Høsten kom i hus, men det kostede stort slid og en del pine. Bygmarken var på sine steder så fyldt med tidsler, at vi knap kunne finde strå at binde negene sammen med. Der sad små tidselhorn i mine fingre endnu til november tid! Hans var ikke nogen dygtig landmand. Hans åndelige interesser i det folkelige grundtvigske arbejde trak ham ofte hjemmefra, fra det mere jordbundne! Senere solgte de gården og overtog et husmandssted. De fik aldrig nogen børn, og Hans blev lidt sær med årene. Men jeg havde det godt på Bakkegården. Fik en sund, nærende kost, og mit arbejde blev anerkendt, og far og mor vidste, at det var et godt hjem, de havde betroet deres store dreng. Nu skulle vi have roerne op og kørt sammen i kule. Roeoptagning ved håndkraft kunne være en kold affære, når nattefrosten midt i oktober satte ind. Det var ikke alene hårdt ved hænderne, kulde og roesaft satte sit præg, og hænderne ”revnede”, men ryggen blev også mør, så nattehvilen var sød. Fra oktober var middagssøvnen strøget! Men nu var der ikke mange dage til dette livsafsnit var til ende, og jeg kunne vende hjem til far og mor og atter begynde skolegang. 

Mit kendskab til Hans Laurits fra min drengeår var naturligvis meget begrænset. Vi børn i den lille landsby kendte i hvert fald fornavnene på dem, der sad i gårdene. Det var så afgjort ”overklassen”, derefter håndværkerne og husmændene ”ude på marken” eller nede ”på Reén” (hvad det betød, vidste vi ikke – og med sikkerhed ved jeg det ikke den dag i dag). Men ”ude på marken” var små husmandsbrug ( 6 -7 tønder land) i den nordlige del af sognet, langs Odense- Svendborg landevej, der dengang gik forbi herregården Hollufgård. Hans Laurits ‘kendskab til mig var nok mere indgående. Far var noget af en rød klud i øjnene på gårdmandsklassen i Højby – dog en mand der stod respekt om. Hans ældste søn var der spræl i fra lille! Ved festerne i forsamlingshuset (juletræ, brugs-bal og kjørmegilde o.lign ,) måtte han ofte hentes ned fra den øverste ribbe i gymnastiksalen. En af de sindige ældre koner kaldte snedkerens Viggo ” Byens skræk” . Nå, det er nu ikke noget at prale af. I hver årgang af raske drenge, også i vores dage, findes der mindst én, der kan smykke sig med det tilnavn. Men i 11-12 års alderen havde jeg et pinligt møde med Hans Laurits. I udkanten af hans smukke have stod et dejligt kirsebærtræ, hvis frugter fristede mig over evne. Hans Laurits kom overraskende til syne på havens gang, og som en kat sprang jeg ned fra træet og forsvandt. Mon han havde set, hvem det var? De næste dage gik jeg ikke ad bygaden forbi Hans Laurits´ gård, når jeg skulle til og fra skole. Samvittigheden var ikke god. Bag gården gik en markvej, men o, ve! En dag passede Hans Laurits mig op, og han mindende mig om vort omtrentlige møde nogle dage før og talte til mit bedre jeg. ” Var det dine kirsebær?” ”Nej”, ” Du ved, hvad man kalder én, der tilvender sig andres gods?” ”Ja”. ”Du er alt for god en dreng til sådan noget”. Slukøret og ked af det gik jeg hjem. Vi talte naturligvis aldrig mere om dette lille mellemværende. Det var glemt og skulle være gemt; og til maj 1915 rykkede jeg ind som andenkarl hos Hans Laurits. Lønnen var 250 kr. for et år! Dengang en absolut god løn for en stor dreng, men jeg mødte da også med gode forkundskaber. – Lindegård lå midt i byen ved det midterste gadekær. Landsbyen havde dengang tre gadekær, et i den østlige ende af byen, nær kirken, og et i den vestlige del. Det var en naturlig fordeling af de tre branddamme, så kunne landsbyens 15-16 gårde dækkes i tilfælde af ildebrand. Sprøjtehuset lå over for kroen. I tilfælde af ildsvåde blev der tudet i det gamle byhorn, det der gennem århundreder også havde kaldt bymændene sammen til bystævnet, hvor alle fællesanliggender skulle drøftes. I min barndom og ungdom var bymændenes stævnesten anbragt skråt over for vort hjem på den anden side af jernbanen. I nyere tid er stederne flyttet til et lille, ret særpræget anlæg overfor kroen, op til forsamlingshuset. Pladsen skænkedes af Hans Laurits, og før hans tid havde faderen skænket jord til forsamlingshuset (1886)! Begge bønder satte sig dermed et varigt minde om en tid, hvor der var et levende grundtvigsk folkeliv i Højby. 

Hans Laurits var meget historisk interesseret. I anlægget skulle der rejses en sten for Danmarks store mænd med navne indhugget. En nyere tid kan måske nok finde udvalget lidt ensidigt, men kig navnene ved lejlighed. Glemt er ikke de store salmedigtere, de betydeligste komponister fra 1800-tallet, et par videnskabsmænd og adskillige politikere. Naturligvis måtte Højbys store mand, Klaus Berntsen, ikke savnes blandt de udvalgte. Han var jo Hans Laurits ‘gamle lærer. På en stor granit sten i anlæggets midte finder vi hans navn i forbindelse med, ganske vist en fæl radikaler, Zahle, der var statsminister i 1915, da der vedtoges en ny grundlov, der dog var ført frem som forslag nogle år før i konseilspræsident Klaus Berntsens tid! Samme store centralt anbragte sten minder om stavnsbåndets løsning 20 juni 1788. I den forbindelse med foranstående dato kan jeg ikke lade være at give Hans Laurits et lille minus i historiekendskab. Han havde opgivet stenhuggeren alle navne, årstal og data. Med forfærdelse opdagede min egen, ikke særlig skolede mor, at der stod 20. juli på stenen; for det er jo sådan, at hvad der er hugget i sten lader sig vanskelig slette ud! Skånsomt og meget diplomatisk bad hun Hans Laurits om at slå op i Danmarkshistorien, ” for jeg er sikker på, at det var i juni”. ”Det kan jeg dog ikke tro, Sofie! – Ganske vist har jeg skrevet det efter hukommelse!” Men mor havde jo ret, og stenhuggeren måtte prøve, at udbedre den skete skade. Det lykkes nogenlunde, men kig på den dato og tænk på Sofie snedker (1868-1942). Med det foranstående har jeg antydet lidt om den man der blev min husbond fra maj 1915 til august 1917. Det var en god husbond, måske nok en lidt snurrig, gammel ungkarl; men jeg havde virkelig en god plads. Jeg tør også sige, at han satte stor pris på mig, hvad hans anbefaling til mig ved optagelsen på seminariet bar tydeligt præg af. Han skrev blandt andet, at jeg var videbegærlig, interesserede mig for mere end de nære ting. Gården var på 43 tønder land. Desuden var der naturligvis et lille stykke skov. Den dyrkede jord lå samlet fra bygaden og sydpå langs Svendborg- landevejen. Besætningen bestod af 12 køer og et passende antal ungkreaturer, fire heste og mon ikke en 30-40 svin, anbragt i nye, solide grundmurede staldbygninger fra 1909. Hvor mange skulle vi være for til at klare en sådan bedrift? Husbond var nær de 50. En gårdmand med passende respekt for sig selv i de dage tog kun ringe del i arbejdet. På lindegård var en fodermester (Martin), en forkarl (Anders), en andenkarl (Viggo), en husbestyrerinde (Nicoline) og en voksen pige (Marie). Ved storvask var der altid en vaskekone til hjælp. Husk Hans Laurits ‘store udstyr, bl.a. de 24 hjemmelavede skjorter. Ekstrahjælp under roekampagnen. Lønningerne belastede ikke budgettet nævneværdigt. 

Hans Laurits var madglad. Han vidste no, det kostede, og Nicoline var meget dygtig. Vi levede usædvanligt godt på Lindegård. Det var heller ikke uden betydning for en stor drengs under opvæksten. Jeg var fæstet foreløbig for et år, og lønnen var aftalt. 125 kr. for sommerhalvåret. Det var en god løn for en 15 års dreng i de tider. Vinterlønnen var somme steder lidt mindre; men jeg var lovet 125 kr. for vinteren. Mine to lærere fra efterskoleopholdet i Sdr. Nærå, Frandsen og Larsen, havde over for far og mor og mig udtalt deres forvisning om, at jeg skulle kunne klare en læreruddannelse til sin tid, men optagelse tidligst i mit 18. år!

Naturligvis forudså de et forberedelsessår, præparandåret på Odense Seminarium fra sommeren 1917 til sommeren 1918. Der var altså afstukket en bane til den fremtidsgerning, som mor havde sat sit lønlige håb til, og som far havde accepteret, ok også med tilfredshed. Han og hun kendte til, at det frie erhverv kunne give ubehagelige overraskelser. Navnlig mor kunne længes efter faste indtægter, stabilitet i økonomien, som de fastlønnede embedsmænd måtte formodes at have! Nå, foreløbig var det med at få lagt lidt til side, så der var noget at begynde studierne for! Selv om jeg ikke var ukendt med landbrugsarbejdet og sådan set allerede havde opnået en vis faglig dygtighed, var der ganske naturligt ikke en brændende interesse for erhvervet. Men det må ikke forstås sådan, at jeg var doven eller gik vrangvilligt ind i arbejdet. Karlekammeret rummede en dobbeltseng, to senge sat sammen, som jeg kendte fra fars og mors soveværelse hjemme. Her lå forkarlen og andenkarlen. En seng mere, der stod ved den inderste væg, var forbeholdt fodermesteren. I det rummelige kammer var der plads til et bord med tre stole og tre klædeskabe, måske endda et par træskorum. Det store vindue vendte ud mod gårdspladsen. En smal gang i længens bredde skilte kammeret far hestestalden, hvor der var plads til seks heste. Vi havde fire, men der skulle være plads til kørende gæsters heste. I gangen var der anbragt vaskestativ med vandfad. Det var en komfort, der ikke fandtes på alle gårde: Men om det just var en vinding fra tidligere ”badeværelser” , hvor man stod i heste, eller kostalden og vaskede sig i en spand, ved jeg snart ikke! Vi vaskede os naturligvis altid i koldt vand. Det er dog muligt, at vi søndag formiddag snakkede godt med pigerne i køkkenet og fik lov at hente en kande varmt vand for rigtigt at komme til bunds i ugens skidt. De voksne karle skulle barberes den ene dag om ugen, så alene til barberingen skulle der varmt vand til. Det problem havde jeg ikke foreløbig, men fik det da, inden jeg forlod landbruget. Jeg mindes, at det nok var nødvendigt at tage de første spæde dun i foråret og sommeren 1917. Jeg lærte at bruge ragekniven, men kunne ikke få lov at slibe den på remmen. Jeg lånte naturligvis forkarlens kniv. Mens jeg er ved barberingen, må jeg fortælle, at Hans Laurits tillod sig den flothed at barbere sig to gange om ugen! Det var en gårdmand med respekt for sig selv! Ja, sådan var det dengang. Lad os se lidt på det faste arbejdsprogram for en hverdag. Efter opkald om sommeren kl. 5, om vinteren kl. 6, var det mit arbejde at muge ved hestene og køre gødningen ud på trillebøren, feje grebningen og den brede gang bagved, sidstnævnte område skulle have et par skovlfulde sand strøet ud over pikstenene (brosten). Forkarlen fodrede hestene. Vi hjalp hinanden med at strigle og børste dyrene. Arbejdet var ikke særligt forceret. Hans Laurits var endnu ikke stået op, og arbejdet skulle strækkes, til vi kom til davre. Davre, dagens første måltid, bestod af øllebrød med sødmælk, kaffe, et par skiver rugbrød og en skive franskbrød. Det stegte flæsk, som jeg huskede fra fars hjem i Langsted og fra Kjærsagergård i Højby, var droppet hos fremskridtsmanden Hans Laurits. Klokken var nok 7, inden vi var klar til at rykke ud. Så havde Hans Laurits også fået sin morgenkaffe, han gjorde vist ikke meget ved øllebrøden; men nu havde han fået sin halvlange pibe tændt og kom ud for at drøftede dagens arbejde med forkarlen. Madprogrammet var eller det samme som andre steder. Middagssøvn fra 12.30 til 13.30 ligeledes. Ja, da kun i sommerhalvåret far april til oktober. 
Da jeg blev fæstet, havde hans Laurits spurgt om jeg var fortrolig med heste og kunne følge med dem i marken, blandt andet ved at harve og tromle. Jeg skulle nok få lært at pløje. Men det var jo ikke hver dag, der var brug for andenkarlens hestespand. Skulle kun et spand i marken, var det naturligvis forkarlens job. Det måtte jeg indstille mig på. Gøre rent i svinestald og hønsehus. Navnlig det sidste var meget ubehageligt, husker jeg. Man kunne ikke undgå at få lidt lopper under skjorten. Det med svinehuset var jeg fortrolig med fra sommeren før på Allerup Bakkegård. Arbejdet i roeren, først med hakke og senere med udtynding til en plante, er tidligere beskrevet. Ved der arbejde var gårdens piger med, og det var hyggeligt og underholdende, når vi tre kravlede rækker op og rækker ned side om side med hver to rækker. Snakken gik let og muntert om byens aktuelle tildragelser blandt de ældre og de unge. Det var måske ikke så stuerent alt sammen, og det unge sind undgik ikke af få kendskab til forhold, der hidtil havde været en lukket verden i det beskyttede miljø, jeg var vokset op i – og dog – fars lærlinge hjemme på værkstedet havde såmænd løftet mange flig for de voksnes verden, og det kunne vel også virke pirrende og spændende, selv om det så afgjort hørte under ”syndens” verden. Til hver søndag i sommerhalvåret skulle have og gårdsplads have en omgang, gangene skuffes og rives, ikke at forglemme indkørslen til gården, den skulle rives zig-zag. Jo, det var gårdens ansigt mod gaden. En del af gårdspladsen skulle fejes, resten rives, man kunne jo aldrig vide, om der kom fremmede. I min barndom og ungdom var der pynteligt og rent i alle gårde og haver, ikke alene til højtiderne, men også til hver søndag. 

Mindst en halv dag hver 14, dag var jeg beordret i haven for at bestå med et grovere arbejde: Køre gødning ud i haven, grave og skuffe og rive. Endnu har jeg ord for at gøre dette arbejde yderst tilfredsstillende! Hans Laurits vidste, hvordan han ville have det. Far og mor havde ikke haft tid til at gøre så omstændeligt rent i deres store have. Hans Laurits lærte mig at skuffe en havegang på den rigtige måde. Skuffejernet skulle bruges over hele gangen, ikke blot hvor lidt ukrudt skød op. Andet kunne være på vej lige under overfladen, og så var havegangen måske grøn om et par dage. Endelig kunne den rives smukkere når jorden var løsnet overalt på gangen! Når roerne var tyndet, skulle de to af gårdens længer kalkes inde pinse. Stuehuset og en tilstødende længe, hvor der bl.a. var vognport og hønsehus var stråtækt og med bindingsværk. Kalke hønsehus og stalde, det kan enhver torsk gøre; det gik også an at kalke fladerne mellem egestolperne; om der skulle komme lidt kalkstænk på træværket var ulykken ikke stor. I anden omgang skulle den mørkeblå – nej farven er vist ikke rigtig – farve påstryges. Forkarlen gik foran med lineal og en lille pensel og trak konturerne op, og stolt var jeg, hvis jeg fik lov med en lidt bredere pensel at færdigmale bindingsværket, naturligvis under Anders ‘kontrol og medhjælp. På mange områder stod Hans Laurits over sine byfæller, men var nok lidt konservativ i gårdens drift. Han havde altid en brakjord. Af hensyn til mine efterkommeres afstand fra bondestanden vil det være rimeligt at forklarer, hvad der menes med en brakmark. Gårdens jord var inddelt i syv-otte agre: Byg, havre, blandet korn (byg og havre), rug og hvede, græs og roer; men så var der en mark som der skulle ”hvile” et års tid; det kaldet man helbrak. Den skulle nok ”hvile”, men det udelukkede ikke, at den skulle behandles med plov og havre adskillige gange året igennem – også gødes ekstra godt før sidste pløjning. Nu var den renset for næsten alt ukrudt, og til Egeskov Marked i september omkring jævndøgnstiden var den tjenlig til at modtage vintersæden: Rug og hvede. Jeg tænker, min første pløjning med de gamle rolige heste startede i brakmarken. Det var en stor dag, da jeg rykkede ud med mit spand. Under pløjningen måtte vi gerne ryge. Mens Hans Laurits i det daglige gik med en halvlang pibe, hvis pibehoved normalt støttedes med hånden, var det mest praktisk for plovmænd med en lille snadde (ikke shagpibe), men altså en kort pibe, der kunne hænge i munden uden støtte af hånden. Sådan en havde Anders, og sådan en anskaffede jeg mig. Det var det mest tiltalende landbrugsarbejde, her gik man fure op, og fure ned. Hestene passede sig selv, tempoet var roligt, øjnene fulgte det lille forhjul på ploven, der markerede furens bredde. Vigtigst var det, at det var den samme bredde jord, der blev vendt. Ved enden af furen standsede man og så sig tilbage. ”Næste gang skulle jeg prøve at få rettet lidt på den bugt”, og det lykkes også. Snart kunne jeg pløje lige så godt som Anders. Om det var det allerførste år, at Hans Laurits ved sit daglige tilsyn i marken gav mig sin uforbeholdne kompliment, husker jeg ikke. ”Du er bare en mester til at pløje, Viggo”. Så blev jeg glad. Hvor var der fred til tanker og drømme om fremtiden. 

Et lille træk fra høhøsten må jeg have med. Høet var slået med le i den lille eng, der lå i en fordybning i den ellers flade mark. Det var revet sammen, vejret og sat i stakke, kun nogle få stakke. Anders anslog, at det ville blive et lille læs at få kørt hjem. Han spændte sine heste – unge dyr – for høstvognen, og jeg skulle med. Han betroede mig at læsse ”læsset”. Det var nok første gang, jeg blev sat på den opgave, og den var slet ikke let. Selv forkede Anders høet op til mig, og jeg gjorde mig umage for at få det anbragt, så det kunne blive et pænt læs, det skulle også helst ligge sikkert. Vi havde ikke taget et læssetræ og et reb med til at surre det sammen til sidst, for der var jo kun en lille klat derude i engen! Anders kørte frem og forkede op; han havde naturligvis også opmærksomheden rettet mod de unge dyr. Om det var den nærmer eller fjærner, der var særlig urolig, husker jeg ikke; men da det sidste hø var stukket op til mig, sad jeg på toppen af et læs hø og ventede på, at Anders skulle kravle op. Han stod op bag hestene på hammeltøjet, og jeg skulle give ham en hånd og trække ham op, men forinden blev hestene urolige, og for ikke at styrte ned mellem dyrene sprang Anders ud fra vognen. 

 

Hestene var komme godt i gang, og for ikke at komme under vognen slap forkarlen tømmeret. Nu var der ingen til at styre, og jeg sad på det vaklende læs. Hestene var allerede i trav op fra lavningen uden hensyn til den nogenlunde farbare opkørsel. Toppen skred af læsset og med den Viggo, hestene forsatte i stærk løb ud på landevejen og hjemad mod gården i vildt løb; kun den ene del af ladeporten var åben, men hestene trængte sig igennem med et den næsten tømte vogn! Et par brædder blev revet af; hestene forsatte over gårdspladsen ud på bygaden og ned af stationsvejen; men der kom en telefonmast i vejen for det venstre baghjul, måske var farten efterhånden sagnet. Der stod de, da Anders og jeg slukørede kom til og fik dem beroliget. Godt at jeg faldt af, inden vi kom op fra engen. Endnu i skrivende stund sidder rædslen i mig; på toppen af et hølæs, uden tømmer på et par løbske heste! Rughøsten stod for døren sidste i juli det år. Der var sendt bud til arbejdsmanden, Jens Jensen, en forhenværende sjællandsk landarbejder. Han havde sin uddannelse fra en af de store, sydsjællandske herregårde. Han var meget sirlig med sit arbejde, men noget langsom. For øvrigt var der ikke så lidt sirligt ved ham selv. Et flot overskæg havde han, og tit gik tommel og pegefinger til overskægget for at rette på moustachen! Til at svinge leen med det påsatte meje jern var han en mester. Rugen og hveden skulle tages med le, for at få det fineste strå til den kommende tagdækning på gårdens to gamle længer. Af samme grund blev rugen tærsket med plejl. Også dette gamle tærskeredskab lærte jeg at betjene. Vi stod to i laden og slog hvert andet slag på de vel tilrettelagte neg på lo gulvet. Men nu var det rughøst. Forkarlen gik naturligvis foran, gårdens pige fulgte, dvs. bandt op efter ham, derefter kom Jens Jensen, og andenkarlen bandt op efter ham. Jeg kunne se, at han var dygtigere end forkarlen. Det var en leg at binde efter ham. Når stråene var skåret af, lænede de sig parallelt op til det næste skår. Tempoet fastsatte Anders. Jens Jensen, kunne nok følge med, skønt han ikke var så hidsig til arbejde.” Det er sgutte så”mavligt” ” var en vending, han var kendt for i Højby. Nej, mageligt var det ikke, men festligt. Høsten måtte ikke begynde på en mandag, det blev overholdt, men huggede lidt for om lørdagen. Mandag stod en dejlig hønsekødsuppe på middagsbordet. Gamle skikke blev fastholdt! Uden maskiner blev høsten startet. Selvbinderen, det tekniske vidunder inden for landbrugsmaskiner på den tid, havde vi kun hørt om og set billeder af fra U.S.A. Foreløbig klarede vi os med aflæggeren, som var blevet almindelige selv på mindre gårde. Denne slåmaskine med de fire påmonterede vinger afskar stråene og lagde dem i passende bunker regelmæssigt efter sig. En mand på maskinen og to gode heste for. Det var noget, der sked. Kunne husbonden dertil skaffe tre-fire til at binde neg sammen, kunne de snart høste en tønde land. Men negbinderne skulle rubbe sig. I det hele taget var der ekstra fart over arbejdet i høsttiden. Det var vigtigt at udnytte tiden, når høstvejret var godt. Opstillingen af negene i lange rækker krævede ligeledes tempo. Jens Jensen fandt forkarlens iver voldsom nok. Nej, det var sgutte så”mavligt”, når negene skulle sættes ordentligt sammen! Rækkerne skulle som plovfurerne være lige. Ikke noget sjuskeri. Markerne lå langs landevejen (nu hovedvej 9). Der skulle ikke peges finger eller mumles nedsættende om arbejdet på Hans Laurits’ marker. Men en tør, solrig august kunne høsten afsluttes på ca. tre uger; men jeg mindes også år, hvor regnen drillede. Mest ærgerlig var det når vi havde fået sat sammen. Ja, en enkelt byge tog vi med humør, men forsatte nedbøren i flere dage, skiftende med lunt vejr så kornet begyndte at spire, sank humøret. 
Vi måtte ud og vælte negene, så der kunne komme luft til. Og de atter kunne tørre, inden de igen skulle op og stå på ”roden”. Alle var vi interesseret i til sin tid at få avlen vel bjerget som muligt. Høsten sluttede med et høstgilde, hvor jeg fik lov at byde min søstre med. Jens Jensens kone, Helene, var naturligvis også med. Efter suppe, steg og kage gik dansen i den med grønne blade og blomster smykkede vognport. Jeg strøg violinen. Der blev ikke sparet på det ”gamle” øl, som i anledningen af høsten havde ”en pind” i : Jamaica-rom. Det gamle øl havde den dygtige husholderske, Nicoline, brygget i marts; men ingen måtte tappe af den tønde før høsttiden. Fynboernes ”gammelt øl” skal – skulle – man vænne sig til. Det var lidt syrligt og absolut ikke stærkt til daglig. Dermed mener jeg uden for høsttiden. Selv med ”en pind” i mindes jeg ikke nogen fuldskab ved høstgildet. Måske var fodermesteren lidt opstemt. Han havde også bællet mere i sig af krusene end vi andre! Endelig kan jeg tænke mig, at vor ordentlige husbond sammen med Nicoline havde aftalt styrkegraden! Hans Laurits var en ædruelig mand, hvilket ikke hindrede ham i at tage et par dramme i festligt lag, og Nicoline kunne da også fortælle os andre, at han inden sengetid gik i kælderen og tog en lille slurk af stendunken. – Når kornet var af marken, skulle vi have skrælpløjet. Et ganske tyndt lag af stubmarken skulle vendes med ploven. Atter en dejlig tid for Anders og mig med hver sit spand heste og or lille snadde! Brakjorden skulle have en sidste omgang med kultivatoren og havren, og så var det såtid for vintersæden. Roemarken havde vi jævnligt været igennem med hakken. Der var for øvrigt ikke meget ukrudt mere. Endnu var der ca. 14 dage for roerne at vokse i. Omkring 8. oktober begyndte roeoptagningen. Kålrabi, der står meget overligt i jorden, tog vi med et redskab, der først skar toppen af ved et skub fremad, og ved et træk tilbage greb jernet, der var forsynet med et par spidse kroge, fat i selve roden og fik den op af jorden. Runkelroen var det mere kompliceret med. Først skulle de direkte ved håndkraft trækkes op og lægges i rækker, senere kravlede vi frem med den skarpe roekniv og fjernede toppen og smed roeren i bunker med passende afstand. Efter optagningen skulle roerne køres i kule og dækkes med halm og senere med jord mod frosten. Alt skulle være tilendebragt inden 1. december. Samme dato måtte også al pløjning være forbi. Vi gik i gang med tærskning af kornet. Det arbejde står for mig som det mest ubehagelige; men det skulle gøres. Tærskemaskinen var langstrakt, og den lavede en ulidelig støj, brummede og klappede. Den blev trukket af en elektromotor. Ikke som før 1909, da der uden for laden var en ”hestegang”, hvor en gammel rolig hest, drevet frem af en dreng, kunne holde tærskemaskinen i gang. Den måde for drivkraft havde jeg prøvet før hos Niels Andersen på Kjærsagergård. Der gik man i frisk luft og havde støv og støj på afstand. Man kunne også, hvis de små ben blev trætte, sætte sig op på den svære bjælke og køre med nogle omgange. Jeg vil gå let hen over tærskningen. Halmknipperne var ikke vanskelige at fjerne, når de var bundet sammen. Halmpresser og transportør kendte man ikke; men hvad der krævede kræfter, var at bære de fyldte kornsække op på kornloftet. Først over gårdspladsen til stuehuset og så op ad trappen i bryggerset. Det var karlearbejde, der krævede gode kræfter, og mage unge knægte knæk for liver har fået et slemt. Det var noget af en ære, at man kunne bære 200 pund = 100 kg. på loftet. En forstående forkarl animerede ikke Viggo til at forløfte sig. En sæk havre vejede ikke så meget, mon ikke 175 pund? Det gik jeg ikke af vejen for, da jeg nærmede mig 17 år. I god tid før jul standsede tærskningen, og der blev ryddet op ude og inde, så huset ”var fejet og prydet, til højtiden var inde”. Efter helligtrekonger gik tærskemaskinen igen jævnligt. 1. februar skulle der være ”optasken”. Men vi havde også god tid far 1. december til 1. februar, den mørke tid. Hans Laurits sov længe de fleste morgener. Først ved 8.30-tiden kom han luntende over gårdspladsen med den halvlange pibe i munden. Den sidste halve time – i hvert fald – havde Anders og jeg stået med den lille snadde i den lune stald og holdt et vågent øje med stuehuset, hvorfra vi kunne vente Hans Laurits! Han vidste det sikkert og var indforstået med at vi i den mørke morgentime tog den med ro! Hvad lavede vi så i februar og marts? – 2. februar, ”Kyndelmisse slår sin knude overmåde hvas og hård”, skriver St. St. Blicher i sit digt Det er hvidt derude. – Ved kyndelmisse: den gamle katolske festdag var bevaret i Højby og fejredes i forsamlingshuset. Med en stor madkurv hjemmefra samledes vi familievis ved de lange borde, sad på bænke uden rygstød, drak sodavand eller øl, som kromanden leverede. 
Havde man folk i sit brød, var de også med. Der blev sunget fædrelandssange, og der var måske lidt oplæsning, og så blev der danset ved ”kjørmesgildet”. Den fest så man hen til. Fremmede spillemænd var indkaldt. En menneskealder eller to før jeg var med kom bl.a. den store komponist Carl Nielsens far vandrende fra Nr. Lyndelse med violinen i ræveskindsposen. Men ind på sporet igen. Februar: Når frosten havde bundet jorden og vandet i gadekærene. Skulle der ”ises”. Mejeriet havde et stort ishus. Væggene var godt isoleret; men huset skulle fyldes med is, så de fyldte smørdritler kunne opbevares, så smørret ikke blev fordærvet. Ja, det var den tids kølehuse. Fra morgenstunden gik man i gang med store økser og huggede rektangulære isflager. Til sidst var børnenes dejlige glide- og skøjtebaner ødelagt. Flagerne var så store, at de kunne bære. Til dels da. Det var derfor en sport for de største drenge og unge karle at løbe på de vippende isflager fra den ene ende af gadekæret til den anden. – Det hændte vel, at en og anden dumpede i. Havde man ikke træskostøvler på, undgik man ikke at få en våd sok. Men snart var den leg forbi. Byens karle kom og kørte de formindskede flager hen i mejeriets ishus. En anden rest fra landsbyfællesskabet var snekastning af sognes veje. De enkelte gårdmænd blev tilsagt om at stille med et antal karle, alt efter gårdens størrelse. Hvis sneen lå i store driver, kunne der godt gå flere dage med at grave vejene fri.

En sproglig ejendommelighed kan jeg ikke lade være at indføre her. Fynboerne siger, vi skal ud at øse sne. Jyderne kaster sne. Efter en dags snekastning var det ikke usædvanligt, at en del endte på kroen. Men det var dog ikke mange. Mit indtryk er, at det var simpelt at gå til kros. – Selv mindes jeg ikke, at jeg nogen sinde har nydt så meget som en kop kaffe på vor gamle stråtækte kro. 

Hen i februar, om vejret ellers tillod det, skulle der skoves. Med hestevogn kørte vi ned til vor del af Højbyskoven. På vognen var læsset store og mindre økser, skovsav, tøjrekøller og jernkiler of svære reb. Hans Laurits udpegede et par store bøgetræer. Efter en del diskussion, om i hvilken retning træerne helst skulle falde for ikke at blive hængende i et nærtstående træ og for ikke i faldet at knuse for meget af underskovens små træer, gik Anders og jeg i gang med de store ”bulderøkser” og huggede for. Efter et godt forhug fik vi skovsaven frem og lagde os på knæ ved hver sin side af træet og begyndte at save. Det var et ret anstrengende arbejde, som dog lettedes noget, når vi igen skiftede over til økserne. Af og til rettede vi os op og så op mod toppen af den gamle kæmpe. Var han ved at gi ‘sig? Et sikkert tegn på det var, når saven begyndte at gå tungt, for så var træet ved at vakle. Vi huggede lidt igen. Ja, mon ikke det skulle falde planmæssigt? Godt at vi, før vi begyndte fældningen, havde fået fastgjort det lange reb i en af de svære grene et stykke oppe. Med det ville vi kunne påvirke. Men det var ikke uden risiko. Nu knagede det, og træet faldt og lå på det forudbestemte sted, og vi kunne gå i gang med at save og kappe grenene af og få dem fjernet fra stammen. Atter måtte vi have skovsaven frem for at få stammen delt i meterlange ruller. – Jernkilerne og køllerne skulle nu i brug. Med kølleslag tvang vi kilerne ind i de store ruller, så de flækkede og derfor blev lettere at baske med. Sådan forsatte kløvningen – naturligvis afhængig af træets tykkelse – indtil vi kunne løfte stykkerne op på vognen og få dem og grenen kørt hjem, hvor vider behandlingen forestod. Der var arbejde til flere uger. De tyndeste grene skulle kortes af til alenlange stykker, ris brænde kaldes. – Risbrænde skulle klare opvarmningen af bageovnen og den store gruekedel. Vi lånte nok en rundsav til yderligere afkortning af de reelle grene og de kløvede stammedele. Men endnu stod tilbage finkløvning med de små økser. Det tog lang tid og skulle helst tage lang tid; det var det sidste store vinterarbejde, inden arbejdet i marken atter kunne begynde. Afslutningen på Skov arbejdet var opbygning af en eller to, måske tre brændestabler. Var det svært at sætte en smuk stak korn, et hæs kaldte vi den, så var det ulige vanskeligere at opbygge en velfortjent brændestak og få den til at stå. Det var frygteligt flovt, om den skred sammen. Men Anders var, syntes jeg, en halvgammel karl med mange års erfaring, så vi havde ære af vore brændestakke, selv om vi ikke kunne stå mål med Højbygårdens, som jeg havde beundret fra min tidligste skoletid. I beskrivelsen af året gang hos Hans Laurits er ringen ved at være sluttet. Skov arbejdet i februar-marts endte med de fine brændestakke, der stod ude ved baghaven. Den første del af forårsarbejdet kunne snart begynde. Der blev aftalt nye fæstemål. Et år mere hos Hans Laurits; men så blev jeg også lover 275 kr. for det kommende år! 25 kr. mere end det første år! Det må have været let at skaffe sig arbejdskraft til landbruget i disse år under 1. verdenskrig. Aflønningen af landbrugets medarbejdere kan ikke have stået i et rimeligt forhold til ejernes indtjeningsmuligheder! Men det spekulerede jeg ikke på dengang. Nok læste vi i aviserne om de stadig stigende priser på heste, om de svimlende beløb, Esbjergfiskerne fik for deres laster fra Vesterhavet, og om, hvordan fiskeskippernes unge mandskab teede sig på restaurationer, når de i overgivenhed lagde en stor seddel (10 kr.) ovenpå det i forvejen godt belagte smørrebrød og åd det hel. Krigen var en usund tid for mange i vort land. Min løn, de 250 kr., blev sat ind på en bog. Mine løbende udgifter i årets løb havde far klaret, og jeg havde ikke store fornødenheder dengang. Far tjente for øvrigt ret godt i krigens år. Snedkeriet gav vel ikke meget, men handlen med frugt var i god udvikling. Opkøb af ærter og kirsebær til konservesfabrikken i Odense og fra august til december indkøb af æbler og pærer, der blev tilbudt hele Midt-og Vestjylland. Endnu husker de ældste her på egnen den stående annonce far P. Nielsen, Højby, Fyn. Indeholder skiftede nok hver uge. Det var en tid, hvor der var langt mellem frugttræerne i Vestjylland. Far var ikke ublu med sine priser. Pengene var små herovre, og vestjyder kendte deres. – Alligevel kunne far få et pænt overskud hvert år. På de foregående mange sider er der fortalt meget om mit arbejde i de to år, jeg var på Lindegård. Men alt gik langtfra op i arbejde. Når aftenen kom, vaskede vi os godt og tog aftentøjet på¨, en mellemting mellem de fine konfirmationstøj, der det første år endnu kunne passe mig, og så hverdagens arbejdstøj. Det var uden tvivl et ønske fra Hans Laurits. Hans stue, dagligstuen, stod altid åben for os om aftenen. Tiest samledes vi der efter aftensmaden. Jeg tror nok, at de skiftende fodermestre, Martin det ene år, og ”dælennime” Niels det andet, brød lidt tidligt op fra dette aftensæde – ikke fordi de skulle tidligere op end vi andre, men en lille pige ventede nok deres besøg. Hans Laurits nød at have sine ordentlige folk om sig i fritiden. Pigerne havde sytøjet fremme. Piger med respekt for sig selv syede bl.a. på deres udstyr. ”Nu skal mø med silkestrik på brudelinet sømme – den som ingen bejler fik, hun ta´r sig en i drømme”, sådan sang Jeppe Aakjær. Hermed er jeg inde på litteraturen, der netop i den dagstue i så rigt mål stod til vor rådighed. Sognebiblioteket havde sin plads i et stort gråmalet fyrretræsskab, forsynet med dobbeltlåge foroven og forneden, jeg vil skyde på 3 meter i bredden. Mon ikke seks hylder i øverste del af skabet og to-tre i nederste del, hvor især var plads til værker af større format? – Her stiftede jeg bekendtskab med Jakob Knudsen. Vel nok lidt tung kost for en 15-17-årig, men udviklende. 

Hans Laurits fortalte med en vis stolthed, men også med et gran af skuffelse, om sit møde med Jakob Knudsen, netop i denne stue. Efter at de havde fået aftensmad, glædede Hans Laurits sig til at få en ”åndelig” samtale med Jakob Knudsen; men han sagde ingenting, sad blot og gloede op på en bjælke, svarede kun med enstavelsesord, når Hans Laurits med små spørgsmål forsøgte at få ham i gang. En times tid senere skulle han mødes med den højskolemindede, friskoleinteresserede del af Højbyerne. Da manglede han ikke veltalenhed! Mon ikke jeg med min livserfaring i dag kan fastslå, han var træt. Det havde været bedre, om Hans Laurits efter maden havde sagt: ” Her er Deres gæsteværelse, hvor de skal sove i nat. Jeg forstår, om De vil hvile Dem efter rejsen!” Hvert år kom der en del nye bøger i biblioteket. Selma Lagerlöf og Anna Baadsgaard var vel de foretrukne kvindelige forfattere. Bjørnsons bondefortællinger var friske endnu. Morten Korch mindes jeg ikke. Men så var det for mit vedkommende Nordahl Bruun store verdenshistorie på de nederste hylder i skabet. Der var læsning nok at hygge sig med.- I vinteraftenerne kaldes der et par gange om ugen på gymnastikinteressen, der blev plejet af brødrene Peder og Henrik Larsen. Min form blev bedre og bedre, hvilket i høj grad kom mig til gode på seminariet. Fra drengeårene var jeg ligeledes stærkt optaget af fodbold; men det blev ikke det helt store. Jeg var dog hæderlig højre-wing på Højbys 1. hold. Men jeg var ikke brutal nok, undgik de værste sammenstød! En vis hurtighed kunne de ikke frakende mig, så jeg fik held til at føre bolden frem til modstandernes mål og afleverede i tide mod midten, så andre kunne skyde. I vintertiden optog jeg også violin spillet. Når Hans Laurits ikke var hjemme, kunne jeg godt slide en times tid eller mere. Violinen havde sin plads i en trækasse under sofaen i dagligstuen. En gang Klaus Berntsen besøgte sin gamle elev, Hans Laurits, opdagede han kassen og sagde: ”Spillere du endnu, Hans Laurits?” ” Nej, det er Viggo”, og så pegede han på mig. Henvendt til mig forsatte Klaus Berntsens: ” Jeg har i sin tid givet Hans Laurits undervisning”. En sommeraften, da samme Klaus Berntsens besøgte nabogården, hørte jeg hans smukke sangstemme gennem den åbentstående havedør. De lune sommeraftener tilbragte vi meget i den dejlige have. Her ”debuterede” jeg som solo sanger. Ikke egentlig skønsang, som det heder i fagsproget; men det var visekunsten, jeg vovede mig ud i. Hvordan jeg var blevet ”opdaget”, husker jeg ikke. Men hjemme, hvor pigerne var blevet ganske gode til at betjene klaveret, havde vi fundet frem til Erik Bøghs viser, og dem sang vi. Mit spirende dramatiske talent blev så prøvet i solo sang uden musik i haven, og sangen Det var en aften i Tivoli gjorde lykke. Ja, ja, ja! Jeg vil nu prøve, om jeg kan få afsluttet tiden hos Hans Laurits. På frisøndagene cyklede jeg med far og mor og mine to søskende ned til Sdr. Nærå; til valgmenighedskirken, hvor vi sammen kunne ”opbygge” og være med i den grundtvigske menighedssang, der blev ledet af den smukke smedekone, der var gift med den rigt begavede kunstsmed i Hudevad. Ryslinge ligger måske mindre end 10 km. Fra Sdr. Nærå. Ud fra Ryslinge strømmede gennem Thorvald Aagaard nye melodier til vor gamle salmeskat og vore folkelige sange i Højskolesangbogen. De ikke alene hørtes i Sdr. Nærå; men de blev sunget! Gamle melodier helt fra det 12. århundrede blev gravet frem af glemslens dyb og ført frem i menighedssangen. I min barndom og tidlige ungdoms kirke mødte jeg første gang Krist stod op af de døde – med den før reformatoriske melodi! Det var ikke mindre end en ubeskrivelig oplevelse en påskemorgen med sol ind gennem kirkeruderne – og så det unge sind! Andet år hos Hans Laurits er udløbet. 275 kr. er sat ind på boge! Af grunde, jeg ikke mere husker, havde Hans Laurits ikke fæstet ny forkarl. – Jo, nu tror jeg det kommer! Anders var blevet gode venner med pigen i nabogården. Hun ville nu have ham, den sindige jyde, og de blev gift. Om ”det kom på i en fart”, som Ibsen skriver i Terje Vigen, erindre jeg ikke. Men, Hans Laurits bad mig blive som forkarl i maj, juni og juli 1917, og jeg indvilgede i det. Seminariet åbnede først sine porte for mig 17. august. Jeg havde to år stået i en god lære såvel hos husbond som hos Anders. Den løbske hest var solgt. Korn og roer var sået. Det foreliggende arbejde var til at overse. Med fortrøstning tog jeg den ansvarsfulde opgave op, løste den vistnok stort set tilfredsstillende, når vi tager min alder i betragtning. Når vækkeuret ringede klokken 5, stod jeg straks op, for nu var det mig, der skulle fodre hestene og en anden køre møget ud på møddingen! Et stort og meget fint bryllup optog vores tanker meget. Det var ikke Hans Laurits, der skulle giftes. Han var og blev ungkarl til sine dages ende. – Nej, det var hans søsterdatter, den meget forkælede, lidt pylrede Karen, der skulle giftes med Karlshøj, en broder til fru Ejlertsen. Der var noget fornemt, lidt derangeret over den mand; men charme havde han. Hans tilkommende svigerfar var blevet enkemand. Gården lå ”ude på marken” og var mindre end Hans Laurits´. De har nok ikke haft forkarl derude eller måske ikke så pæne heste. Resultatet: Hans Laurits bad sin forkarl spænde de to røde af vores for charabancen og køre brudeparret fra kirken til bryllupshuset – altså gården ude på marken. Det kan nok være, at det sølvplettede seletøj blev pudset, vognen gået efter i alle kroge, hynderne banket og børstet, hjulene smurt og alt gjort klar til at modtage det fine, ikke helt unge brudepar. Siddende på bukken og holdende uden for kirkegårdslågen ser jeg endnu den dag i dag den elegante klædte Karlshøj (kjole og hvidt, selv handskerne manglede ikke) føre sin brud hen ad den brede gang til ”brudekareten” ! Alt ånder fryd og forventning. Ved festmiddagen i hjemmet sad kuskene og det øvrige ”tjenerskab” i en tilstødende stue. – Der blev spist godt, vel også nok talt lidt og sunget. Vi ”voksne” karle samlede os nok mest omkring bordets glæder. Der var vin på bordet. Helt fremmed for spirituosa var jeg ikke, men sådan en opdækning havde jeg ikke været ude for før. Efter bordet ville jeg gerne liste af en times tid. Der var fodboldkamp hjemme i byen. Jeg tog cyklen og kørte af sted til fodboldbanen (en ganske almindelig græsmark med diverse kokager) . Var jeg lidt tung i hovedet? Kampen var i gang. Nå, jeg behøvede jo ikke at stå op og se på spillet. Det kunne også følges fra liggende stilling. Jeg henvendte mig ikke til nogen; ingen skulle mærke noget på mig! Men jeg blev hurtig klar over, at jeg måtte i bevægelse igen. Atter tog jeg cyklen og kørte ud på marken. 

Hvad der foregik i gildehuset, stod som en tåge for mig. Der blev vist budt på en forfriskning. ”Nej tak, jeg var ikke tørstig!” – Jeg tog ikke del i den almindelige munterhed. Så husker jeg Hans Laurits kom hen til mig og sagde: ” Jeg køre selv hjem. Du må godt tage hjem Viggo!” Atter tog jeg cyklen, der blev ikke sagt farvel og tak til værten. I starten gik det nogenlunde; men jeg var træt! Hovedvej 9 viste sig imidlertid ikke at være bred nok for min hjemkørsel, og med et lå jeg på den anden side af vejgrøften. Som vækket af en dyb søvn rejste jeg mig op. Cyklen var intakt. Viggo var intakt. De sidste 500 m af hjemvejen gik uden mindste slinger i valsen. Jeg var lidt øm i den ene skulder, men nu ganske nøgtern. Tøjet blev hængt på plads i skabet, efter at det var børstet, for øvrigt lært af Anders. Jeg sov naturligvis med det samme. Lidt før 5 vågnede jeg næste morgen, udhvilet, absolut ingen tømmermænd. Mens jeg klædte mig på, kom Hans Laurits over gårdspladsen, let påklædt og uden pibe i munden. ”Nå, du er kommet op?” ”Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det”, svarede jeg mandigt. Men indvendigt var jeg flov. Den bryllupsfest var et sviende nederlag for min selvagtelse. Jeg fik en lærestreg for lange tider. Hans Laurits var som før omtalt altid glad for at støtte det folkelige oplysningsarbejde. Uden indtægt for sig selv havde han Højby Folkebogsamling anbragt i sin dagligstue og stod for udlånet gennem 25 år! Hans Laurits´ minde vil blive bevaret længe i taknemlighed – og dog. Husker ret mange ham i dag? Det var lidt om husbonds påvirkning ved sit ord og ved sit gode eksempel. Men mit unge sind havde i samarbejde og samvær med medtjenerene været ude for en broget påvirkning.

Husbestyrerinden, Nicoline, fra Langeland, var en venlig, men også myndig og meget præsentabel ”madmor” for os. Hun lavede god mad til os. At hun også selv fik noget den, kunne ses på hende. Hun var en ”ældre”, moden pige, måske mellem 25 og 30. Hendes veludviklede kvindelige ynder forskrækkede nok ungdommen; der var ingen pjank med hende! Marie, gårdens pige, var jyde med et skælmsk smil og ikke bange for karlfolk. Fodermesteren, Martin, havde et godt øje til hende; men det havde han nu til flere. Martins afløser med pasning af køerne overtog ”dælennime” Niels, en solid fodermester med yndlingseden dælennime. Niels var meget høj, lidt ranglet og en kende duknakket – og uden egentligt bagparti. Der vor bagen skulle være (det mere folkelige udtryk har jeg aldrig brugt!), var tre store folder i buksebagen. Han havde været ved garden, men var altså ikke typen på det, man i almindelighed forstår ved en kongelig vagtpost. Hans skolekundskaber var små, i hvert fald kunne han ikke acceptere alt, hvad vi andre havde godtaget som facts, f.eks. at jorden var rund. ” Det er dælennime løgn”, sagde Niels. Når vi andre kørte frem med de sædvanlige skolebeviser, protesterede han. ” Når jeg sidder i et højt træ, så er det, som om jorden længere ude buer opad!” Han blev forlovet, mens vi var sammen på Lindgård. Det skal ikke undre mig, om han blev gift med sin udkårne. Der var noget solidt o trofast over Niels. Jeg ved han fik et lille husmandssted nær Odense. Ligesom han så stort på for længst vedtagne oplysninger om jordens form, var han ikke enig med de dengang herskende moralbegreber. En gang om ugen cyklede han ud til den udkårne. Ved morgenmalkningen var han hjemme igen. Vi kendte pigens alder, og spurgte, om han ikke var bange for skolekommissionen! ” Synd” ville han ikke høre tale om. Han så helt primitivt på den side af menneskeliv, brugte ganske vist et helt forkert ord i sit forsvar, når han sagde: ” Når pigen er fuldbåren, så kan jeg ikke se noget forkert i, at vi er glade for at være sammen”. Citatet foran er lidt omskrevet. Men ”fuldbåren” indestår jeg for. Der er altid noget sex i luften, hvor unge mennesker er sammen. Det har der altid været, og det vil der altid være. ”Pigernes latter og lyse hår – leg får aldrig ende”. Men jeg skal slutte med dette. – Forelskelser var jeg fortrolig med, ja helt fra barneskolen; men jeg tør sige, de lå i et luftigere lag end foran antydet hos mine medarbejdere hos Hans Laurits. Med den gode ballast fra hjem og skole skulle kærligheden ikke foreløbig trækkes ned på så primitivt et plan. I dagene fra 1. august til 17. august gik jeg i spænding og store forventning derhjemme. En ansøgning om optagelse i Odense Seminariums præparandklasse var for længst sendt og godtaget. Hvor ville det blive en helt anden tilværelse. Jeg glædede mig, var måske også lidt stolt ved tanken om det – dengang – meget agtede studium, der forstod. Men foreløbig måtte jeg trække i arbejdstøjet derhjemme. Tusinde af kilo ærter kom omegnens bønder med til vort hjem i Højby, da far var opkøber for konservesfabrikken i Odense. Over et bord blev ærterne grovsorteret, inden de blev vejet ind, og bonden fik sin afregning. Far, mor og vi tre store børn plus et par fremmede var hver eftermiddag i fuld sving. 

Gode råd var dyre. Resolut blev godsvognen dirigeret til Herning – ekspres – det var let fordærvelige varer. – Da vogne kom til hedens hovedstad, havde far forberedt salget. Byens trommeslager var engageret og havde forkyndt i byens hovedgade, at nu havde herningenserne en chance som ingen sinde før til at forsyne sig med friske kirsebær fra Fyn til uhørt billige priser! Salget gik strygende, og fra led intet tab. Noget lignende gentog sig i Ringkøbing. Vestjyderne havde næsten ingen tilbud om friskplukkede bær dengang. Kirsebærrene kunne købes en del billigere hos landmændene, hvis vi selv plukkede dem. En lille husmand så ingen udvej for at få plukket sine måske 10 kirsebærtræer. Så rykkede snedker Nielsen ud med sine børn, med stige og spande, og så kan det nok være, vi brugte ”neglende”.

For mit vedkommende kredsede tankerne mere og mere om fremtiden. Af en bekendt, der var et år fremme i den nye verden, havde jeg hørt om en prøve, seminariets sanglærer straks udsatte de nye aspiranter for: De skulle ene synge en sang! Det var for mange noget pinligt, selv om de selv måtte vælge sangen. Enkelte vidste vel også, at de ikke havde en tone i livet, og så at skulle afsløre det over for kammeraterne. Men det var meget vigtigt at have sang og musik med til den tids lærereksamen. Her var et felt, hvor jeg ikke nærede nogen bekymring på forhånd. Jeg husker endnu den dag i dag, hvordan jeg siddende eller stående på en kirsebærgren tog sang efter sang frem af mit rige forråd og vurderede, hvilken der nu ville gøre sig bedst.

Viggo Andreas Nielsen.