Foretagsomhed og erhverv som man har kunnet møde i Højby gennem tiden (7)
af Klaus Rokkjær, Højby Lokalhistoriske Forening
Nu er vi nået til Højbyvej 30, hvor der sandelig har også været stor aktivitet. Christian Åge Sander og hustru Johanne Marie lod i 1907 huset opføre og kaldte det ”Fjeld”. Chr. Sander var smed, ligesom sin far (der var smedemester i Højby nogle år omkring århundredeskiftet), men slog sig op i cykelbranchen. Omkring år 1900 slog cyklen an med sin nuværende udformning, ikke den med stort forhjul, men lige store hjul, pedaler og kædetræk, som vi kender den i dag.
Skiltene, som Sander mærkede sine cykler med
I den vestlige ende af grunden, og med gavl ud mod vejen, blev opført en bygning, hvor der blev indrettet cykelforretning og værksted. Sander fremstillede cykler, som han kaldte ”Fjeld”. Han var lidt af en opfindertype og konstruerede et cykelgear til indbygning i kranken. Der var både esse og drejebænk på værkstedet, så han kunne selv fremstille det. Foruden salg var der alm. cykelreparation og salg af reservedele. Da biler senere blev mere almindelige, gav han sig i kast med reparere disse. I 1927 blev der etableret benzintank ud til Højbyvej og der blev på et tidspunkt opført en bygning bag huset til autoreparation. Det er sandsynligt at han også reparerede radioer. Dengang var det almindeligt at cykelsmeden tog sig af den slags ”nymodens kram”i landsbyen, og i hans regnskabsbog er flere indkøb hos en forhandler af radio reservedele. Bilværkstedet blev senere udlejet til mekaniker Harry Sloth som drev værksted herfra, muligvis i samarbejde med sin far, Niels Chr. Sloth, der også var mekaniker og boede tæt på. En broder til en af Sloths lærlinge omkring 1950 beskriver Sander/Sloths værksted således:Det var jo et noget ældre værksted med gamle drejebænke m.m. med et sindrigt system af drivremme over alt. Hovedmotoren mener jeg stod på loftet med en rem ned til en “hovedaksel” i værkstedet, hvorfra der så gik remme ned til de enkelte maskiner. Opvarmningen var ret speciel, idet al spildolie blev pumpet op til en stor beholder på loftet. Herfra løb det i et kobberrør ned til en ældre kakkelovn og direkte ind i ovnen. Varmen blev reguleret af en hane på kobberrøret. Simpelt men effektivt.
Bilværkstedet hos Sander stoppede nok omkring 1958 hvor Harry Sloth fik bygget bilværksted og tank på Svendborgvej 324 (nu Automester).
Sander koncentrerede sig om cyklerne og byggede på et tidspunkt skinnecykler til jernbanearbejderne. Han forsatte med sit virke indtil sin død i 1966, han blev 89 år. Cykelværkstedet ved vejen er nu nedrevet, men bygningen, som husede det gamle autoværksted, står der endnu.
På Højbyvej 28, som blev bygget i 1916 til Jørgen Chr. Rasmussen og Laura, var der ikke umiddelbart nogen erhvervsaktivitet, han havde jo sit arbejde som landpostbud. Men i 1932 køber de et stykke land bag huset og får opført et større hønsehus. Her drev de hønseri indtil mekaniker Sloth senior køber jorden og efter sigende flytter ind i hønsehuset. Han bygger en bolig foran hønsehuset, Højbyvej 26, og sælger begge dele til Bent Jensen i 1955. B.J. står opført både som finmekaniker og hønseriejer så han har åbenbart fået dyrene tilbage i hønsehuset.
Svend Åge Clausen køber jord, nr.26 og hønsehus i 1964. Han indretter blikkenslager- og VVS-værksted i hønsehuset, han og Inga har tidligere drevet den forretning fra Svendborgvej 323 (nu Pizza-Løg). De bygger en bolig bagerst på grunden, Højbyvej 22, og sælger nr. 26.
Hans tidligere medarbejder Helge Jacobsen køber i 1983 og fortsætter VVS-forretningen og han og Annette bygger en bolig, Højbyvej 24A, bag det gamle hønsehus. Hvornår Helge ophører med forretningen vides ikke, men nok omkring 2003.
Således blev et hønsehus til et smedeværksted og 3 boliger.
I Højbyvej 20 har der ikke været drevet forretning, og dog. Her boede smedemester Hans Christian Schärfe og hustru Lis fra 1941 til 1983. Han drev i kompagniskab med Johannes Hansen Højby Maskinfabrik, Svendborgvej 410. En fabrik der gennem tiden har fremstillet mange forskellige produkter: varmtvandsbeholdere, varmeanlæg til busser, tilbehør til cykler og motorcykler, såmaskine til roer, centralvarmekomfurer, landbrugsvogne med mere. Læs evt. den spændende historie om Højby Maskinfabrik på: www.hojby-fynlokalarkiv.dk/Højby-historier/lokalhistorier.
Kompagniskabet ophørte i 1955 og de delte forretningen mellem sig. Hans Schärfe koncentrede sig om VVS og fik værksted i en nu nedrevet ejendom, der lå hvor Klaus Berntsensvej munder ud i Højbyvej. Da Klaus Berntsensvej blev anlagt, flyttede han værkstedet om i det gamle ægpakkeri for enden af Banehøjvænget. Hans Scärfe havde som regel lærling og svende til at hjælpe sig og en af dem var Svend Åge Clausen, som han opfordrede til at blive selvstændig, hvilket han så gjorde. En anden svend, Jørn Bonde Johansen, startede ligeledes VVS forretning op tæt ved, på Højbyvej.
Hans Schärfes søn, Hans Peder, som i øvrigt senere overtog Jørn Bondes forretning, fortæller, at hans far mere anså de to andre som kolleger end som konkurrenter. Hans Schärfe var en kendt skikkelse i byen som håndværker, men han handlede også med ejendomme og en del af byens huse og grunde har været i hans besiddelse gennem tiden.
Således voksede der ud af èn VVS-forretning to andre.