Skrevet af Hans Peter Hansen – tidligere bragt i Højbynyt nr. 6 september, 2025
17. oktober 1950 blev Højby Vandværk I/S stiftet på en generalforsamling. Før den tid var der kun egne brønde, som typisk havde fået elektrisk pumpe og forsynede en enkelt hane. Bad var en begivenhed, ofte samtidig med at der var vaskedag. Tjenestefolkene brugte badeforholdene på mejeriet. Der er sket meget med vandforsyning, komfort og hygiejne siden da.
Den spæde start
Siden stiftelsen i 1950 gik der 5 år, før værket var etableret og kunne levere vand til de forbrugere, der stod bag boring, vandværk og ledningsnet. Boringen og vandværksbygningen lå bag Højbyhus, hvor det nuværende Syd værk ligger nu. Gårdejeren gav lov til, at der blev indrammet et 8 x 10m areal til formålet. BI. a. mod, at han fik leveret vand til stald og husholdning og havde ret til at sidde i bestyrelsen, hvis han ønskede det. Kommunalbestyrelsen udtalte, at de 80 kvadratmeter ved vandværket burde gødningsfredes. Anden beskyttelse skønnedes ikke nødvendig. Undervejs frem til i dag er der selvsagt sket meget, og vandværkets historie har til tider været turbulent.
Vand til dyr og mennesker
I starten var der ikke målere på vandet. Forbruget blev betalt efter hvor mange haner, der var hos forbrugeren, og det kostede i starten 8 kr årligt for en hane. Det er ca. hvad en kubikmeter koster til vandværket i dag (uden statsafgift, rensebidrag, m.m.). I starten var forbruget typisk til dyrehold, som nu i praksis ikke findes mere. Før målerne blev indført, og hvor der var dyr på gårdene, leverede vandværket op mod 240.000 kubikmeter pr. år. Nu, hvor forbrugerantallet er mangedoblet, ligger tilsvarende tal på 120.000 kubikmeter pr. år.
Kapaciteten under pres
På det tidspunkt, hvor forbruget lå meget højt, kom vandværkets kapacitet og økonomi under pres, og der var optræk til, at vandværket skulle have hjælp udefra. Der var tale om at få leveret vand fra Odense Vandforsyning (nu VandCenter Syd) eller at overdrage hele forsyningen til Odense Vandforsyning. Der blev afholdt flere ekstraordinære generalforsamlinger før strukturen faldt på plads. Det endte med, at de dengang nye områder omkring Ugletoften og det nye boligområde i Højby Syd (Sandkæret m.m.) får forsyningen fra VandCenter Syd. Vandværket får til stadighed henvendelser fra forbrugere i VandCenter Syds forsyningsområde i Højby, fordi det ikke er særlig tydeligt i hverdagen, hvor vandet kommer fra.
Grundvandsbeskyttelse før og nu
Det er tankevækkende, at man fra myndighederne i starten mente, at man burde undgå at gøde jorden på de 80 kvadratmeter rundt om indvindingsboringen. Nu arbejder vi med 6-cifrede erstatningsbeløb til lodsejere, som får pålagt påbud om at undlade brug af sprøjtemidler på adskillige hektarer jord, som ligger i 1-års indvindingsoplandet for vores boringer. Disse påbud mod sprøjtning træder i kraft 1. oktober i 2025 og skal bidrage til, at vi har rent vand langt ud i fremtiden. Bestræbelserne på at sikre grundvandsreserverne på endnu længere sigt vil fortsætte, og vi ser allerede ind i nu, at myndighederne – med omlægninger og tilbageførsel af arealer til oprindelig natur og rekreative områder- udvider beskyttelsesområderne ved boringerne til at dække næsten hele det 50 års opland, som skaffer os brugsvandet via nedbøren. Det kan føre til endda 7-cifrede beløb for vandværket som bidrag til, at Naturstyrelsen over en 30 årig periode opkøber disse beskyttelsesområder .
Vandværket i lokalsamfundet
Højby Vandværk er nu et A.m.b.a., altså et forbrugerejet selskab, som har en bestyrelse, der vælges på den årlige generalforsamling 3. onsdag i marts. Ikke mange af vores forbrugere bemærker, at der på andelsbasis drives byens største “fødevarevirksomhed” med vand af høj kvalitet. Vi i bestyrelsen mærker mest til forbrugerne, hvis der en sjælden gang ikke er tryk på vandet på grund af nødvendige reparationer. Man er vænnet til, at forsyning kommer fra store, uoverskuelige organisationer, som man ikke har indflydelse på, men det gælder ikke vandværket. Bestyrelsen bor i byen og arbejder i det stille med at holde forsyningen af vand sikkert i drift. Vi har digitaliseret jubilæumsskriftet fra 50-års jubilæet. For historieinteresserede er der meget mere læsning i jubilæumsskriftet, som vi har digitaliseret og lagt på vores hjemmeside www.hojbyvand.dk under Aktuelt.

