“Hestepigen” Johanne Larsen (1928-2022) fra Granly fortæller:
Min skolekammerat Herdis fra Bøgeskovgård og jeg red af og til ture på vore arbejdsheste, bare med en hovedstol på, så vi kunne styre dem.
Var det flot, så fik vi også et dækken på hesten. Senere fik vi også lov til at bruge stigbøjler. Da jeg første gang fik lov til at ride på gamle brune, var jeg meget glad. Det var en halv Frederiksborg og en halv Oldenborg og slet ikke gammel, men en letbenet god, stærk arbejdshest. Den havde sin egen vilje og den ville kun, det der passede den!
De grise, der skulle på slagteriet i Odense, blev læsset på arbejdsvogne og kørt på Højby station. Her blev de læsset om i dertil beregnede togvogne, der stod på et sidespor. Der var selvfølgelig en del uro og larm i forbindelse med disse læsninger, både hjemme og i grisehuset og senere på stationen. Om det er uroen, larmen eller lugten vides ikke, men gamle brune ville ikke spændes for grisevognen, der var ikke noget at gøre. Det var endda sådan, at den ikke ville have seletøj på sig af en, der lige havde fodret grise, – lugten sad jo i tøjet.
Om sit liv i barndomshjemmet fortæller Johanne:
Granly
Mit fødehjem er Granly, nu Nr. Lyndelsevej 2 i Højby. Det er en traditionelt bygget gård med selvstændigt stuehus med kælder og loft, trelænget stald – lade – kornmagasin mm. og to grisehuse. Familien bestod af far og mor, min bror Arne, knap 4 år ældre end jeg, bedstefar (farfar) og så mig, Kirsten Johanne, opkaldt efter min mormor og farmor, – og så kaldte de mig søster!! Da jeg blev så gammel, at jeg kunne reagere på det, svarede jeg ikke før, at de kaldte mig Johanne, – det var min far, der bestemte, at jeg skulle kaldes Johanne.
Desuden havde vi en fodermester, der passede køerne, en karl og en pige, der hjalp mor med hus og have.
Vi spiste sammen, – fik varm mad midt på dagen. Om aftenen sad vi alle i dagligstuen, hvis man havde tid og lyst til det. Der var en dejlig kakkelovn til brænde. Den kunne tage nogle store knuder, – vi havde selv skov. I køkkenet var der et brændekomfur. Det var det eneste rum, der var varme i. I de hårde isvintre, hvor det frøs helt ned til omkring minus 30 minusgrader, er vi alle sammen vågnet med rim på vore dyner. Det var fra vor egen udåndingsluft.
45 td. land
Til Granly hører der, foruden markerne syd for gården, lidt skov, eng og en mose, – ialt 45 td. land. Skov og eng ligger samlet ca. 1 km nord for Granly. Mosearealet, kaldet Troldkrogen, bestod både af grusbanker fra istiden, gode græsningsarealer og en vandfyldt mose. Den ligger lidt længere væk nordvest for gården og i den større del af Højbyskoven. For at komme til Troldkrogen, skal man dreje til venstre bag Vestergård.
 |
 |
Dyrene på Troldkrogen
Kvierne:
Kvierne på gården gik om sommeren mest i Troldkrogen. Mange gange var jeg med der ned og sad på stangen på den daglige cykeltur med far eller fodermesteren. Der blev holdt øje med, om alt var som det skulle være, – om de havde det godt. Det hændte, at en kvie vovede sig for langt ud i mosen og sad fast. Så skulle der hjælp til, for at få den op igen. Det kunne være svært, når den var suget fast i den bløde mose.
Hestene:
Når hestene havde “fri”, så kunne de skifte mellem Troldkrogen og Engen. Så fik vi børn lov til at ride på hestene derned, – og så gik vi tilbage. Min legekammerat, smedens Edith, var tit med på disse ture. Måske fik vi en grime på hesten, men tit red vi uden, – bare der var en god manke at holde fast i! Men den forreste rytter havde grime eller hovedstol på hesten, for bag ved Vestergård skulle den den forreste rytter vælge den rigtige vej, – om vi skulle i engen eller til Troldkrogen, vi andre fulgte bare efter. Det var lige noget, vi kunne lide. Jeg red tit på Tulle, en rolig jydehest med en god manke at holde fast i. Til gengæld ville jeg helst have hende i galop, det var nemlig sværere at sidde fast på hendes brede ryg i trav!
Et fald af hesten:
Kun en enkelt gik det galt! Det var netop Tulle, som jeg faldt af. Jeg havde hentet hende alene i engen. Jeg havde grime på hende og red rask forbi Vestergaard og kom til Højbyvej. Der var lidt for meget fart på. Hvis der nu undtagelsesvis skulle være trafik på vejen, så derfor holdt jeg igen – og bum – så stod Tulle, og jeg fortsatte ud over hovedet på hende. Jeg var heldig og landede faktisk på benene, så Tulle og jeg løb ved siden af hinanden det sidste lille stykke vej.
Familien
 |
Familiebillede fra “Granly” Stående bagerst fra venstre Hedvig Madsen Nørrelund Inger Madsen —-“—— Helga Madsen —–“—- Mads Christian Madsen Nørrelund Marius Larsen Granly Peder Larsen —“— Henrik Larsen —“— Siddende forrest Gudrund Madsen Nørrelund Estrid Madsen —“— Laura Larsen gift Madsen Nørrelund Hans Pedersen Larsen Granly (Johanne´s farfar) Johanne Larsen Granly Sigrid Larsen datter af Peder Larsen Aksel Madsen Nørrelund Ellen Larsen Granly Else Larsen datter af Peder Larsen Agnes Larsen gift med Peder Larsen Siddende forrest på græsset Johannes Larsen søn af Peder Larsen Arne Larsen Granly Hedvig Larsen datter af Peder Larsen |
Bedstefar døde i maj 1938, 87 år gammel. Han havde de sidste år meget eksem, og skulle have hjælp til det meste. Mor var hver morgen beskæftiget inde i hans soveværelse, som lå lige ved siden af køkkenet. Om onsdagen kom der en sygeplejerske og ordnede og smurte ham. Det har ikke været let for min mor at ordne sin svigerfar.
Far døde 3/4 år senere. Han døde på sin 45 års fødselsdag den 31. januar 1939. Han var ellers aldrig syg, men fik blindtarmsbetændelse og meget høj feber. Han døde 8 dage efter operationen. Penicillin blev først udbredt under anden verdenskrig, – det kunne sikkert have reddet hans liv.
Arne og jeg havde et dejligt hjem. Jeg elskede min far. Han var meget tålmodig med mig om aftenen, når han sad ved bordet midt i stuen og læste avisen. Så trak jeg en stol hen ved siden af ham, og med en kam begyndte jeg at rede hans krøller. Han havde da så mange, at jeg syntes, det var sjovt.
Så stod min mor, lige fyldt 42 år, alene med Arne, nær 14 år og mig 10 år, – og så hele gården med alt hvad der hører til.
Det var så heldigt, at mors nevø, fætter Niels, med få dages varsel kunne tiltræde som bestyrer. Det var han i 4 år, til han blev gift med Esther Elsted den 29. april 1943.
Den 22. marts 1946 blev mor gift med farbror Henrik. Mor flyttede til Allerup Bakkegård. Jeg blev på Granly indtil 1. maj, da forpagtede kusine Gudrun og hendes mand Svend Granly indtil foråret 1950, – da blev Arne gift med Inger den 11. marts, og de overtog Granly.
Flere hestehistorier
Kælketur med hest spændt for
Imedens vi var isolerede, gik tiden også med at røre hestene. Arne og jeg fik en hest spændt for kælken, og så gik det gennem snedriverne ud ad markvejen.
Løb på skøjter og ski
I de hårde vintre først i fyrrerne blev det populært at løbe på skøjter og ski. Der var nogen, der fik fine købeski, men mange af os fik dem lavet hos Willy Lauritzen, skorstensfejerens søn. Han var vel 18-20 år og portør på Højby Station. Jeg kan huske, at jeg gav 17 kr. for mine ski, og så købte jeg bindinger hos Harald Nyborg i Odense for 9 kr. Stavene var et par hasselkæppe med strop på. Vi løb meget på Bøgeskovgårds banker. Engang var jeg uheldig ned af den stejleste side, der var nemlig en del træer og buske, så den ene ski brækkede. Willy lavede bare en ny for 9 kr.
Et par gange var vi nogle stykker, der prøvede at få en hest for skiene. Hver af de to skagleremme blev forlænget med en lang tømme, og så kunne vi være to på hver skaglerem, og så en, der havde fat i tømmerne. På den måde kunne en hest blive rørt, og vi unger blev også rørt. Det foregik på en græsmark ved Nørrelund, – ikke på vejen, – og farten var ikke vild. Det var mest fætter Aksel, der havde fat i tømmerne, og personuheld kan jeg ikke mindes, at der var nogle af.