Før opfindelsen af ploven, harven og såmaskinen startede bonden eller hans karl forberedelsen af jorden til såning ved at gå på marken med hakkejern og skovle for at løsne og findele jorden, og for at få en jævn overflade. Såning blev herefter udført med hånden – håndsåning – idet korn og frø blev kastet ud på jorden i en bred vifte, for at fordele det jævnt. Frøene lå f. eks i en kurv eller pose/sæk, der hang i en sele over skulderen foran på maven. Det krævede dygtighed og erfaring for at opnå en jævn fordeling. Herefter brugtes f.eks. en rive eller tromle til at dække frøene til. Det var et tidskrævende og fysisk krævende arbejde. Rivearbejdet blev nemmeregjort, da man udviklede en slags harve, som var lavet af en træramme med nogle tværbomme med indsatte tænder af træ, – senere jern, da træ-tænderne ofte knækkede. I første omgang for at tildække det såede korn, men senere også for inden såning at smuldre jorden. Harven er ikke så gammelt et redskab som ploven.
Efterhånden blev det almindeligt at bonden, efter at jorden var blevet vendt med en plov og inden såning, men og også ved såning, brugte en harve. Harven skulle løsne, udjævne og findele jorden. Den blev nu trukket af okser, stude eller heste – og efter 1950érne af en traktor.
I begyndelsen af 1800-tallet kom de første rad-såmaskiner til Danmark fra England. De moderne såmaskiner kunne præcist dosere frøene og placere dem i den rette dybde, hvilket sikrede en mere jævn og effektiv såning.
Såmaskiner
 |
 |
Harve-så-maskine – august 2025.
Her er Claus i gang med såning af vinterafgrøde. Det er vinterraps, der bliver sået på denne mark. Claus sidder i en effektiv kombineret harve-så-maskine. Maskinen udfører i samme arbejdsgang både bearbejdning af jorden og såning.
I dag er markarbejdet blevet en mere effektiv og mekaniseret proces, der giver mulighed for at dyrke større arealer på kortere tid.
 |
 |
 |