Skrevet af Bodil Lund
Niels Peder Nielsen, ca. 1918
Mobning
Der var kun 2 klasser i skolen, lilleklassen og storeklassen med en 3-4 årgange i hver. Så hvad de mindre børn ikke kunne finde på, skulle de store nok lære os. Nu begyndte det politiske at spille en stor rolle. Flertallet af forældrene var Venstre, få Radikale og vist ingen Konservative og Sociale. Vi børn af Radikale blev der rigtig hundset med af de andre, især når vi gik fra skole, det vil sige, vi gik ikke, vi løb, ellers fik vi tærsk. Jeg var barn af ”den røde snedker”. Det led jeg meget under. De to første år i storeklassen sørgede jeg for at komme først ud af klassen, når der blev sagt: ”Så må I gå hjem”. Jeg havde altid mine sager pakket, så det var hurtigt afsted over hegn og haver og hjem. De sidste par år i skolen var der ikke noget, for da var jeg blevet stor nok til at jeg kunne slå fra mig, og de store forsvandt jo for hvert år, der gik. Men det var en streng tid. Til hverdag hjemme kunne man altid klare sig. Der var venstredrengene jo ikke samlet.
Der blev også spillet fodbold på en mark nede bagved Højbygård (Højbyvej 9).
Sammen med nogle drenge, havde vi gravet en hule i jorden helt ude i enden af haven. Hulen var så stor, at der kunne være 3-4 drenge i den. Et hul i jorden, gl. brædder over og siden igen jord på, den var helt godt camoufleret, men dog ikke mere hemmelig end at mine forældre vidste, at den var der.
På en trekantet hylde henne ved vasken i køkkenet havde der i lang tid ligget en stor cigar, som far havde fået af en repræsentant. Cigaren blev ikke bedre at ligge. Den svulmede op af dampe og lignende. Far røg jo ikke, så en eftermiddag forsvandt den. Samme aften kom jeg ikke til spisning, og far blev sendt ud efter mig. Tanken faldt hurtigt på hulen. Ganske rigtigt. Carlo Sander og jeg var der og røg på den store cigar, da min far kom og fandt os. Jeg var lige så bleg som en vis en fra Lybæk (Lübeck). Nu gik det hurtigt hjem, og jeg fik da også nogle på ørerne, måske den eneste gang, jeg sådan rigtig kan huske det. Efter den tid var der ikke noget ved at ryge mere. Men det kom så igen senere.
