Siden starten af september 2024 er der sket store ændringer med dele af Lindved å. Ændringerne er sket der hvor vandløbet udgør grænsen mellem Højby og Stenløse sogne på en godt 1,5 km strækning opstrøms det sted hvor Lindved å passerer under Svendborgbanen. Området ligger i en lomme, som ikke ret mange kender til fordi det både er meget fugtigt og ufremkommeligt af ellesump og rørskov. Vandløbsmæssigt er området kompliceret, men gemmer på en interessant historie.
Ændringerne i vandløbet skyldes anlæggelse af et vådområdeprojekt – herunder restaurering af vandløbet hvor der skabes fri passage for fiskefaunaen i vandløbet. Baggrunden for projektet er helt overordnet, at der udledes alt for meget kvælstof til Odense Fjord og vådlægning af enge via afbrydelse af dræn og genslyngning af vandløb er en effektiv og varig måde at reducere kvælstofudledningen på.
Lindved å har tidligere leveret energi til driften af Lindved mølle. Til det formål er en del af vandløbet ført i en kunstig etableret kanal frem til Lindved mølles mølledam. Denne kanal kendes i dokumenter helt tilbage fra 1600-tallet og den figurerer på Videnskabernes selskabs gamle kort over Lindvedområdet. Helt konkret blev Lindved å delt i et fordelingsbygværk, der fordelte vand til vandmøllekanalen og til åens gamle forløb. Vådområdeprojektet har nu ændret en del på vandløbsforholdene. Tilførsel af vand til kanalen til mølledammen er nu stoppet og hele åen føres nu ned i det gamle forløb i et nyt genslynget forløb.
Onsdag d. 27. november 2024 var der indbudt til indvielse af projektet. Repræsentanter for Odense Kommune (projektejer), lodsejere, rådgiver, entreprenør, Danmarks Naturfredningsforening Odense samt repræsentanter for Højby Lokalhistoriske forening var mødt op på byggepladsen på åens venstre bred syd for væksthusene på Lindvedvej. Efter indvielsestale og indtagelse af kaffe og kage bevægede forsamlingen sig ad mudrede køreplader frem til det punkt hvor Lindved å skulle lukkes ind i sit nye forløb. Maskinfører Ib Mark Nielsen fra Jacobsen & Blinkilde, der meget dygtigt har udført alt gravearbejdet i projektet med sin rendegraver, var klar til at tage de afgørende skovlfulde. Hele forsamlingen overværede det historiske øjeblik hvor vandet indtog det nye forløb. Strømmen var særdeles livlig da strækningen udgør et stryg, der udligner et fald i vandløbsbunden.
Den røde pil angiver det punkt hvor Lindved Å ledes ind i sit nye genslyngede forløb – samme sted som på dronebilledet. Grafik: Thorben E. Jørgensen.